Hel serie af køkkenredskaber trukket tilbage: Virksomhedsejer fortæller hvorfor

Virksomheden Plast Team A/S blev kontaktet af den polske fødevarestyrelse med en frustrerende besked.

Udgivet Opdateret

23. september kunne Newsbreak.dk fortælle, at virksomheden Plast Team A/S tilbagekalder en lang række af firmaets plastikkøkkenredskaber, efter at der var blevet konstateret en forekomst af primære aromatiske aminer (PAA) i ét af produkterne. Nu fortæller ejer af firmaet, Jacob Andersen om episoden, set fra virksomhedens perspektiv.

Du kan i galleriet øverst på siden se billeder af de forskellige produkter.

– Vi fået testet alle vores produkter ved anerkendte laboratorier, starter Jacob Andersen med at understrege, da Newsbreak.dk spørger ind til, hvordan forekomsten af PAA er blevet opdaget. Jacob Andersen fortæller, at der er et stort fokus på netop fødevaresikkerhed fra EU’s side, og at forekomsten af det stof, der er fundet i en spaghetti-ske fra Plast Team A/S, slet og ret ikke må findes i produktet.

Mistænkes for kræftforbindelse

PAA er en større gruppe af kemiske stoffer. Nogle af disse stoffer er mistænkt for at være kræftfremkaldende og for at påvirke immunforsvaret. Når der testes for PAA, skal tallet være nul, men en test fra den polske fødevarestyrelse viste en forekomst på 0.0018 miligram pr. kilo.

– Det er meget, meget lidt. Men det tager vi til efterretning, siger Jacob Andersen til Newsbreak.dk.

Med efterretning mener han, at han har taget tyren ved hornene og valgt at kalde samtlige produkter. der er en del af serien Gilleleje, tilbage fra markedet, så de kan blive testet igen.

– Du kan godt lave en fejl i laboratoriet, men reglerne er således, at du skal tage produktet tilbage med det samme. Vi kunne godt have nøjes med spaghetti-skeen, men vi ville ikke stå med situationen, hvor vi skulle det samme igennem igen, fortæller Jacob Andersen.

Brugen af redskaberne udgør ikke nogen umiddelbar sundhedsrisiko på kort sigt, men over længere tid kan påvirkningen være skadelig.

Et halvt års produktion

Jacob Andersen har intet overblik over, hvor mange genstande, der faktisk er blevet solgt fra de forskellige butikker videre til kunder, og hvor mange der befinder sig i butikker i Danmark og i udlandet. Det er virksomheden stadig ved at få et overblik over.

Det korte af det lange er dog, at samtlige dele af serien, der er solgt i perioden 29.02.2016 til og med 22.09.2016, er trukket tilbage.

Jacob Andersen siger, at kunder, der har købt en del af Gilleleje-serien, kan gå ned i butikken, hvor produktet er købt.

– De kan desværre ikke fået et nyt produkt, men de kan få deres penge tilbage, lover Jacob Andersen.

Han ved ikke, hvad historien kommer til at koste Plast Team A/S. Men det bliver ikke billigt. Foruden de penge, der skal bruges på at hente produkterne tilbage igen, og de penge, der skal betales tilbage til kunderne, så venter der også en bøde.

Men Jacob Andersen ved, at det ikke kan være anderledes. Og han tror heller ikke, at virksomheden kunne have gjort noget anderledes.

– Der kan være sket en eller anden fejl, men det er svært at sige. Og jeg tror ikke, at internt kunne gøre noget anderledes, siger Jacob Andersen til Newsbreak.dk.

Følgende produkter kaldes tilbage: 

  • Gilleleje Large Spoon, artikel nr. 2901 (Stor ske)
  • Gilleleje Small Spoon, artikel nr. 2902 (Lille ske)
  • Gilleleje Chef Spoon, artikel nr. 2903 (Chef ske)
  • Gilleleje Hole Spoon, artikel nr. 2904 (Hulske)
  • Gilleleje Soup Spoon, artikel nr. 2905 (Suppeske)
  • Gilleleje Spaghetti Spoon, artikel nr. 2906 (spaghetti ske)
  • Gilleleje Spatula, artikel nr. 2907 (Spatel)
  • Gilleleje Tong, artikel nr. 2908 (Tang)
  • Gilleleje Whisk, artikel nr. 2909 (Piskeris)
  • Gilleleje Rubber Scraper, artikel nr. 2910 (Gummi skraber)
  • Gilleleje Measuring spoons, set af 3, artikel nr. 2911 (Måleske)

Newsbreak.dk forsøger at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen angående de mere tekniske sider af den undersøgelse, der har gjort, at Jacob Andersens virksomhed har kaldt Gilleleje-serien tilbage fra markedet.

Powered by Labrador CMS