Her kan du se ruterne i Post Danmark Rundt
Når landets største cykelløb, Post Danmark Rundt, ruller gennem landet fra 6. til 10. august, får danskerne mulighed for at følge cykelryttere i verdensklasse fra første parket. Krak har offentliggjort ruterne til det traditionsrige løb.
Er du til en dramatisk etape-afslutning på Frederiksberg Allé? Vil du stå forrest, når enkeltstarten skydes i gang i eftermiddagssolen i Middelfart? Eller måske vil du hellere følge dine cykelhelte på den 195 km lange strækning mellem Skive og Aarhus, der er årets længste etape. Søgetjenesten Krak giver nemlig igen i år de op mod 500.000 cykelglade tilskuere et overblik over alle lokale detaljer på løbets seks etaper.
– Hvert år tiltrækker Post Danmark Rundt cykelentusiaster og nysgerrige danskere i alle aldre og over hele landet. Derfor giver Krak igen i år danskerne en hjælpende hånd til at få overblik over etaperne, så de nemt kan udpege de steder, hvor de vil opleve profiler som Jakob Fuglsang, Lars Bak, Matti Breschel og de andre cykelkonger i løbet, siger Stefan Kercza, administrerende direktør i Eniro Danmark, der står bag Krak.
Hos Post Danmark Rundt glæder man sig også til at byde de mange stjerner og tilskuere velkommen. Løbsdirektør Jesper Worre fortæller:
– Post Danmark Rundt er sommerens største danske sportsbegivenhed, og vi forventer igen at kunne præsentere masser af store cykelnavne for de mere end 500.000 tilskuere, der traditionelt møder frem. Vi tror og håber, at Kraks webtjeneste kan hjælpe endnu flere til at finde den perfekte plads i vejkanten.
Sådan ser du Post Danmark Rundt på Krak.dk
• Gå ind på Krak.dk og vælg fanen Kort.
• Øverst til højre finder du en boks med overskriften Vis på kortet. Klik her på Post Danmark Rundt 2014.
• Danmarkskortet med de seks etaper åbner nu i et nyt vindue. Du kan klikke de enkelte etaper til og fra på kortet.
• Nu kan du zoome ind og ud og se ruten i detaljer.