Holger Rune færdig
Australske Alexei Popyrin blev endestationen for danske Holger Rune ved ottendedelsfinale i Toronto.
Tennisspilleren Holger Rune er natten til søndag blevet spillet ud af Masters 1000-turneringen i Toronto i fjerde runde.
Den 22-årige dansker tabte i tre sæt til den forsvarende mester, australske Alexei Popyrin, der er nummer 26 på verdensranglisten.
Rune, der rangerer som nummer ni i verden, tabte med cifrene 6-4, 2-6, 3-6.
Den danske tennisspiller kom ellers pænt fra start på Sobeys Stadium, hvor der spilles på hardcourt.
Rune bragte sig hurtigt i front med 1-0 i sæt efter at have brudt australierens serv.
Kæmpede med at følge med
Andet sæt kæmpede danskeren med at følge med den tre år ældre australier.
To gange blev Runes serveparti brudt, og Popyrin kunne udligne til 1-1.
Problemerne fortsatte for Rune i kampens tredje sæt, hvor australieren en gang brød hans serveparti.
Herfra gjorde Popyrin arbejdet færdigt og lukkede kampen 1-2 i sæt.
Kampen i Canada var anden gang, at de to mødtes på tennisbanen.
Første gang Rune og Popyrin mødte hinanden var ved Masters 1000-turneringen i Rom i 2023. Den kamp vandt Rune i tre sæt.
Australske Popyrin har spillet en flot turnering i Toronto, hvor han fredag noget overraskende slog russiske Daniil Medvedev ud af turneringen i tre sæt.