Holger Runes semifinale i fare

Der er risiko for regn i mange timer i Monte Carlo. Det kan udsætte Holger Runes semifinale mod Jannik Sinner

Udgivet Opdateret

Holger Rune skulle lørdag omkring klokken 15.30 spille sin semifinale i Monte-Carlo Masters, men regn kan meget vel udsætte det imødesete opgør mod italieneren Jannik Sinner.

Meteorologer varsler således regn over Monte Carlo.

Ifølge vejrtjenesterne DMI og Yr kan regnen stå på hele eftermiddagen og indtil først på aftenen.

- Der er et lavtryk over Middelhavet, som giver ustabil luft og mulighed for kraftige byger i eftermiddag. Der er chance for kraftige byger allerede fra middagstid, men størst sandsynlighed for en lokal tordenbyge er der nok først lidt senere på eftermiddag omkring klokken 17, siger Jacob Mouritzen fra TV 2 Vejret til TV 2 Sport.

Det hele kan blive skubbet

Det betyder, at også den første semifinale mellem Taylor Fritz fra USA og russeren Andrey Rublev kan ende med at blive udsat. 

De skulle have været på banen omkring klokken 13.30.

Dermed risikerer hele programmet ar blive skubbet.

I værste fald kan det komme dertil, at Runes semifinale først bliver spillet søndag, hvor der også skal afvikles finale.

Torsdag blev spillet afbrudt af regn i Monte-Carlo Masters. Det kan blive tilfældet igen lørdag.
Torsdag blev spillet afbrudt af regn i Monte-Carlo Masters. Det kan blive tilfældet igen lørdag.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Powered by Labrador CMS