Husker du finanskrisen? Pandemien er bare værre

255 millioner fuldtidsjob gik tabt sidste år på grund af coronapandemien, fastslår rapport

Ifølge ILO blev 8,8 procent af alle arbejdstimer i verden elimineret som konsekvens af pandemien i 2020. Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

En kvart milliard job er gået tabt under coronapandemien. Det er fire gange så mange som under finanskrisen i 2009, hedder det i en rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO.

ILO, som er en af FN’s særorganisationer med hovedkvarter i Genève i Schweiz, har beregnet, at 8,8 procent af alle arbejdstimer i verden i fjor blev elimineret på grund af restriktioner for erhvervslivet og det sociale liv.

255 millioner fuldtidsjob

Det svarer til 255 millioner fuldtidsjob og er jævnt fordelt mellem reduceret arbejdstid og nedlagte arbejdspladser.

– Det er den mest alvorlige krise for verdens arbejdsliv siden Depressionen i 1930’erne, og konsekvenserne er langt alvorligere end finanskrisen i 2009, siger ILO’s generalsekretær, Guy Ryder.

Flere gav op

De fleste af dem, som har mistet deres arbejde, opgav helt at finde noget andet. Det skyldes formentlig de strenge tiltag mod erhvervslivet, især restauranter, barer, butikker, hoteller og andre tjenester med direkte kundekontakt, hedder det.

Ifølge ILO er det kvinder og unge, som er hårdest ramt.

Tabet af arbejdspladser svarer til et indtægtstab på 3700 milliarder dollar globalt (over 22.655 milliarder kroner), hvilket Ryder kalder et ekstraordinært beløb.

ILO venter et opsving i beskæftigelsen i løbet af andet halvår i år, men meget afhænger af smittesituationen og vaccinationskampagnerne.

Frygt hos danske virksomheder

Mens ILO har kigget ud i verden, har Dansk Industri (DI) holdt øje med virksomheder indenfor landets grænser.

En rundspørge, DI har udført, viser, at hver tiende virksomhed er udfordret på likviditeten.

Rundspørgen er foretaget blandt 932 virksomheder, og blandt dem, der er hårdest ramt, frygter man at gå konkurs, hvis de nuværende restriktioner fastholdes i måneder fremover.

Der er ikke mere at komme efter

Emil Fannikke Kiær er politisk direktør i DI, og han siger, at undersøgelsen giver et indblik i, hvor hårdt det står til hos flere danske virksomheder.

– Pengekassen er simpelthen ved at være helt tom. Der er ikke mere at komme efter, siger han og tilføjer:

– For en del virksomheder truer en konkurs lige om hjørnet, hvis de nuværende restriktioner fortsætter. Det vil blive dyrt for både virksomhederne, deres ansatte og samfundet, hvis virksomhederne må lukke, siger han til Dansk Industri. 

Powered by Labrador CMS