Hvalekspert: Rutine at sikre kaskelottænder

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Kaskelottænder er stadig penge værd, og derfor er det ren rutine, at eksperter fjerner dem, så snart de støder på en strandet hval.

Det fortæller biolog og hvalekspert Carl Christian Kinze, efter Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg onsdag er i færd med at sikre tænderne og kæberne på en ung 12 meter lang han-kaskelothval, der er strandet ved Søndeho på Fanø.

Han kalder det for en nødvendighed at få fjernet de dyrebare dele fra munden hurtigst muligt:

»Hvalerne er jo underlagt fredning, så man må ikke tage tænderne ud, men folk kan jo ikke holde nallerne fra dem. Derfor fjerner man dem, så folk ikke bliver fristet,« forklarer hvaleksperten.

Ifølge Carl Christian Kinze kan eksperterne dog også gøre nytte af tænderne.

»De kan bruges til at fastsætte hvalens alder, og det er jo til stor gavn for videnskaben,« siger han.

Næste skridt bliver at få de mange kilo dødvægt fjernet fra vandkanten på Fanø. Men også det er – sammen med tandbehandlingen – ren procedure, som rent lavpraktisk kommer til at ske på en destruktionsanstalt.

»Det ender nok som enten biobrændsel eller dyrefoder. Der er også en helt fast procedure. Vi har jo prøvet det før,« fortæller Carl Christian Kinze.

Helt præcist har Danmark ifølge biologen haft 65 kaskelotstrandinger siden 1572. Hvad der helt præcist går galt og resulterer i, at hvalerne havner i vandkanten – som onsdagens episode på Fanø – i stedet for i det åbne hav, har Carl Christian Kinze også et bud på.

»Den har nok gjort samme fejl, som så mange kaskelotter har gjort før den – nemlig at svømme forkert ved Skotland. Kommer man ind i Nordsøen som kaskelot, og kommer man ikke hurtigt ud igen, så er det nærmest en dødsfælde,« siger han og uddyber:

»Hvaler er lyddyr og ikke synsdyr. De færdes under vand og har udviklet et ekkolod til kommunikation og navigation, som fungerer rigtigt godt på åbent hav, men det fungerer mindre godt, når de kommer ind til lavvandede kyster, for der kommer der intet ekko tilbage, og så tror hvalen, at den er ude på det åbne hav og ligger pludselig med maven på en sandbakke.«

Den strandede kaskelothval på Fanø bliver ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi flyttet fra vandkanten ved Sønderho torsdag.

Powered by Labrador CMS