Hvid kassevogn fulgte efter 10-årig dreng

En 10-årig dreng blev torsdag så bange for en person i en bil, han søgte tilflugt på en skole

Udgivet Opdateret

Østjyllands Politi fik torsdag klokken 11.40 en anmeldelse fra Tilst Skole om, at en 10-årig dreng var meget utryg, da en hvid varebil havde fulgt efter ham.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Drengen var på hjem på cykel, da han opdagede varevognen, der kørte langsomt bag ham.

(Andre tilfælde, hvor der er anmeldt en mulig børnelokker i en hvid kassevogn i Aarhus og omegn, kan du se i galleriet herover).

Han blev bange og vendte om for at køre tilbage til skolen, hvorefter bilen ifølge drengens forklaring også vendte om – og fulgte efter ham helt hen til skolens p-plads.

Drengen skyndte sig ind og fik kontaktet en lærer, hvorefter drengens forældre og politiet blev kontaktet.

Manden henvendte sig på intet tidspunkt til drengen, men den 10-årige følte, at han bevidst fulgte efter ham.

Drengen beskriver manden som:

• Dansk af udseende
• 30-40 år
• Ca. 182 høj
• kort krøllet orange/rødt hår og orange/rødt fuldskæg
• Iført en hvid jakke/sweater.
• Kørte i en hvid kassevogn/varebil

Østjyllands Politi er nu ved at undersøge, hvad der præcist er sket og hører gerne fra manden i varebilen for at få afklaret, om der eventuelt er tale om en misforståelse.

Ikke første gang

Igennem den seneste tid har der været flere anmeldelser om netop en mand i en hvid bil, der har forsøgt at lokke børn ved skoler – blandt andet i Hadsten og det nordlige Aarhus.

Det fik Østjyllands Politi til 23. januar at udsende en pressemeddelelse. Heri skriver politikredsen, at den ikke leder efter en mand i en hvid varevogn.

Det har i flere tilfælde beroet på misforståelser, oplyser Østjyllands Politi.

– Vi tager alle anmeldelser om mulige børnelokkere alvorligt, og vi forsøger i hvert eneste tilfælde at finde frem til den person, som har skabt utryghed. Der har i flere tilfælde været forskellige signalementer og forskellige beskrivelser af den bil, manden har kørt i, og vores efterforskning giver os ingen grund til at tro, at der lige nu er en bestemt gerningsmand i Østjylland, der kører rundt og forsøger at lokke børn til at køre med,  oplyste politiinspektør Michael Kjeldgaard dengang.

Kan forstå bekymringen

I nogle af de sager, der er anmeldt, har efterforskningen foreløbigt ikke kunne føre til en endelig afklaring af, hvad der præcist er sket. I andre sager er det politiets vurdering, at der har været tale om misforståelser eller forhold, der ikke har givet grundlag for videre efterforskning.

– Jeg kan sagtens forstå, at man som forælder bliver bekymret for ens barn, og vi er glade for, at borgerne ringer til os, hvis de ser noget mistænkeligt. Samtidigt er det vigtigt, at man ikke mistænker alle, der kører rundt i en varebil. Vi leder p.t. ikke efter en hvid varevogn eller et andet bestemt køretøj. Men vi efterforsker selvfølgelig alle de sager, hvor der er sket noget mistænkeligt, ligesom vores forebyggende enhed er på sagerne og blandt andet går i dialog med skolerne, siger Michael Kjeldgaard.

Østjyllands Politi fortsætter nu den videre efterforskning af de episoder, der endnu ikke er afklaret.

Powered by Labrador CMS