I dag tændes julelys: Salling frygter ikke juletræthed
Salling frygter ikke at komme til at gøre kunderne juletrætte med ekstra julestemning fra oktober. Forbrugerne er helt med på julestemningen, lyder meldingen.
Fredag aften skyder Salling-stormagasinerne i både Aarhus og Aalborg gang i julen med et større arrangement. Her bliver der tændt for den ye julebelysning, hvor bygningerne i begge byer bliver pakket ind i mere end 500.000 led-pærer, der skal få dem til at ligne gigantiske julepakker.
Stormagasinchef for Salling Aarhus Lars Højgaard fortæller, at Salling gerne ville skrue ektra op for julestemningen i år.
– Vi ville gerne lave en rigtig flot, ny julebelysning, og i forbindelse med det, ville vi gerne lave noget ekstra, siger han.
Derfor bliver lysene tændt i aften ved arrangementer med blandt andet minikoncert af Mads Langer.
Senere end normalt
Lars Højgaard frygter ikke, at kunderne vil have noget imod julegejlet, på trods af at kalenderbaldet stadig viser oktober.
– I år er det faktisk lidt senere (at Salling tænder julelysene /red.) end de andre år. I de sidste 25 år har vi tændt samme dag, som vores julekatalog er kommet, siger han.
Kataloget har været gældende fra søndag den 25. oktober.
Han fortæller derudover, at Salling i høj grad oplever, at kunderne er mindst lige så juleklar, som Salling er. Det er for eksempel i den sidste uge af oktober, at Salling sælger allermest julepynt.
– Der vil altid være forskellige holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert med julepynt. Vi har bare erfaring for, at det er her, det passer bedst at begynde, siger Lars Højgaard.
Tidligt ude
I Aarhus er Salling dog stadig tidligt ude i forhold til resten af byen med julestemningen. Aarhus City Forening tænder først julelysene med en stjernehimmel over Strøget den 13. november.
Karin Salling vil tænde for julelysene i Aalborg fredag aften klokken 17, mens de tændes klokken 19 i Aarhus.
Du kan se programmerne for Salling-magasinernes julearrangementer her.