Ikke alle var lige på populært socialt medie

Ifølge ellers hemmelige dokumenter har der været klare regler for, hvem der ikke måtte blive promoveret på TikTok.

Står afsløringerne til troende, kan man have været for grim til TikTok. Foto: Scanpix/Lionel BONAVENTURE /Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det sociale medie TikTok har angiveligt instrueret ansatte i at skjule opslag fra blandt andet grimme, meget tynde og meget tykke mennesker. Det skriver The Guardian, der henviser til The Intercept.

TikTok er et socialt medie, hvor brugere uploader korte videosekvenser, omverdenen kan se og reagere på. Når man ser indhold på TikTok, får man adgang til en liste over videoer, man måske er interesseret i at se, baseret på hvad man tidligere har set. Konceptet er kendt fra Netflix, YouTube, Spotify og alverdens andre streamingtjenester, hvor det, du synes om er med til at udvælge det, du bliver præsenteret for i fremtiden.

Artiklen fortsætter under videoen.

Krøllen på halen i historien om TikTok er, at de ansatte, de såkaldte moderatorer, der var med til at udvælge inhold til brugernes liste, i et eller andet omfang blev bedt om at lade være med at promovere indhold fra brugere, der ikke levede op til nogle ret specifikke kriterier for udseende.

Hemmelig liste

The Guardian skriver, at moderatorerne skulle se bort fra videoer med brugere, der var grimme, så fattige ud eller led af fysiske skavanker. Det er mediet Intercept, der har offentliggjort de ellers hemmeligholdte TikTok-retningslinjer, og ifølge The Guardian kan man i dokumenterne læse, at moderatorerne blev bedt om at vurdere ud fra en række kriterier, og ignorere videoer, der ikke levede op til disse.

Brugere med “abnorme kropsforme” skulle ikke vælges til andre brugeres feed. Det samme gjorde sig gældende for brugere, der var meget tykke, meget tynde, og brugere der slet og ret var grimme, skriver The Guardian.

Ifølge The Guardian blev moderatorerne bedt om at arbejde ud fra kriterierne, fordi grimme mennesker ville gøre en video mindre attraktiv at anbefale andre brugere at bruge tid på.

En talsperson for TikTok har kommenteret på historien og i den forbindelse sagt, at retningslinjerne blev sat i spil for at sikre, at TikTok-brugere ikke blev mobbet, når de udgav videoer på det sociale medie.

TikTok og medierne strides i dækningen af sagen om, hvor længe moderatorerne agerede efter de særlige retningslinjer. TikTok udtaler, at man gik bort fra retningslinjerne i løbet af 2019. Er det korrekt, arbejder moderatorer på TikTok ikke efter sådanne retningslinjer mere, og TikTok siger til The Guardian, at man det seneste år har oprettet kontorer flere steder i verden, hvorfra man bestemmer, hvad der kan blive offentliggjort på TikTok, og hvad der ikke kan.

Det fremgår af artiklen, og dermed TikToks svar ikke, om grimme mennesker den dag i dag risikerer at blive skjult på TikTok.

Powered by Labrador CMS