Indføres 1. marts: Lægeforening er ikke glad

Udredningsretten og behandlingsgarantien genindføres i hele Danmark, hvilket var ventet

Udredningsretten og behandlingsgarantien bliver genindført fra marts på grund af lavere smitte med coronavirus i samfundet. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Antallet af coronapatienter på landets sygehuse er nu faldet så meget, at der er plads til at genindføre en række patientrettigheder.

Det betyder, at udredningsretten og behandlingsgarantien bliver genindført fra marts på grund af lavere smitte med coronavirus i samfundet.

Det fremgår af et pressemøde med regeringen onsdag aften.

Ikke uventet

I december blev patientrettighederne igen udskudt til 1. marts 2021. Derfor er det ikke uventet, at de nu bliver genindført i hele landet.

I et år har Regionerne haft mulighed for at se bort fra garantierne.

– Vi har bragt os hen et rigtigt godt sted, hvor der er rum til at åbne og samtidig have et sygehusvæsen, der er intakt og kan håndtere covid og alle de andre patienter med sygdomme, som sundhedsvæsenet også skal kunne behandle og håndtere, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Han uddyber, at den britiske coronavariant, som er mere smitsom end den oprindelige, udgør en væsentlig usikkerhed.

I dag er cirka 12 procent af de medicinske sengepladser og cirka 15 procent af de intensive sengepladser reserveret til coronavirus i brug.

Patientrettighederne blev suspenderet for at give hospitalerne bedre plads til at håndtere coronapatienter.

Det har betydet, at alle ikke-akutte operationer og behandlinger er blevet udskudt.

Beslutning møder kritik

Bag aftalen står regeringen og Danske Regioner, der driver hospitalsvæsenet.

– Vi har aftalt med Danske Regioner, at vi fra og med mandag 1. marts genindfører patientrettigheder i vores sundhedsvæsen i hele Danmark. Det er både udrednings- og behandlingsretten.

– Hvis man har symptomer på sygdom, så kontakt lægen, for vores sundhedsvæsen har åbent, siger Magnus Heunicke.

Beslutningen møder kritik fra Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, der ikke kan garantere, at det vil være muligt at efterleve patientrettighederne, fordi sundhedsvæsenet kan blive presset af covid-19.

– Jeg vil tro, der flere steder i de kommende måneder vil opstå vanskeligheder med at overholde den her udrednings- og behandlingsgaranti.

– Det er fint nok, at politikerne nu siger, den bliver indført, men det må ikke blive til en overbevisning i befolkningen om, at alt lader sig gøre nemt. Det lugter lidt af et tomt løfte, men det ser godt ud på papiret, siger Camilla Noelle Rathcke.

Det betyder udredningsret

Udredningsretten betyder, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

Behandlingsgaranti betyder, at patienter har krav på behandlingen indenfor 30 dage, fra man er blevet udredt.

Powered by Labrador CMS