Islamisk Stat bortfører 2000 civile i befriet by

Den syriske by Manbij er befriet, men IS-medlemmer på flugt har bortført 2000 civile fra byen, skriver AFP.

Kvinder og børn på flugt fra en bydel i Manbij til en anden bydel. Siden slutningen af maj har der været kampe om den syriske by Manbij, hvorfra de sidste jihadister fra Islamisk Stat flygtede fredag. Under flugten tog de militante fra Islamisk Stat omkring 2000 civile med som gidsler, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Foto: Rodi Said/Reuters
Udgivet Opdateret

Jihadister fra Islamisk Stat (IS) har bortført omkring 2000 civile i det nordlige Syrien, da de fredag flygtede fra den strategisk vigtige by Manbij. Det oplyser en overvågningsgruppe samt kurdere i området til det franske nyhedsbureau AFP.

Den kurdisk-arabiske alliance SDF, som får støtte fra luften af den amerikanskledede koalition, var ved at indtage Manbij og havde meddelt, at en slutoffensiv var sat i gang mod tilbageværende jihadister i byen.

– Omkring 100 bevæbnede jihadister fra IS befinder sig i byens centrum og bruger civile som menneskelige skjolde. Flere civile er blevet dræbt, når de har forsøgt at flygte, sagde en talsmand for SDF kort inden befrielsen af byen.

Byen blev meldt “befriet” i en besked udsendt via det prokurdiske nyhedsbureau Firat. Men kort efter kom meldingerne om, at jihadister på flugt havde bortført omkring 2000 civile.

Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at omkring 500 biler har forladt Manbij med jihadister og civile.

– De kørte mod nordøst i retning af Jarablus, som kontrolleres af Islamisk Stat, siger overvågningsgruppen.

SDF-offensiven i området blev indledt i slutningen af maj. Den førte til, at de amerikansk-støttede styrker hurtigt vandt kontrol over landsbyer rundt om Manbij.

Byen var ifølge amerikanske militærkilder en af ekstremisternes sidste kanaler, hvorfra der bliver fragtet mandskab og udstyr fra Tyrkiet til Syrien.

Oprørerne i SDF omfatter den magtfulde kurdiske YPG-milits og arabiske krigere. De støttes også af amerikanske specialstyrker, som vil tvinge Islamisk Stat væk fra den sidste del af den syrisk-tyrkiske grænse.

USA sagde i juni, at op mod 40.000 civile var underlagt Islamisk Stat i Manbij.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS