Islamisk Stat har erobret dele af Kobani

Der har i de sidste par uger været heftige kampe om grænsebyen Kobani, der ligger på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Foto: Lefteris Pitarakis/AP
Udgivet Opdateret

Trods flere luftangreb kontrollerer islamister angiveligt store dele af den vigtige grænseby Kobani.

Jihadister fra Islamisk Stat (IS) har erobret mere end en tredjedel af den strategisk vigtige grænseby Kobani, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Det hævder Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger krigens gang i Syrien.

– Isil (også kendt som IS, red.) kontrollerer mere end en tredjedel af Kobani. De kontrollerer alle østlige områder, en lille del i det nordøstlige Kobani og et område i den sydøstlige del, siger observatoriets leder Rami Abdulrahman.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har den amerikansk-ledede koalition udført to luftangreb mod Islamisk Stats positioner i Kobani torsdag morgen.

Der er imidlertid divergerende meldinger om kampene i den vigtige by. Således oplyste den stedfortrædende udenrigsminister i Kobanis kurdiske selvstyre, Idris Nassan, tirsdag, at jihadisterne var trængt tilbage til udkanten af byen.

USA’s forsvarsministerium, Pentagon, meddelte onsdag, at det er utænkeligt, at angreb fra luften alene kan forhindre Kobani i at falde i hænderne på jihadisterne.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS