Israel gengælder syrisk raketangreb
Fire raketter fløj torsdag fra Syrien mod Israel og Golan-højderne. Israel advarer Syrien om konsekvenser.
Israel har torsdag affyret raketter mod den syriske del af Golan-højderne, rapporterer statsligt syrisk tv.
Raketterne menes at være gengældelse, efter fire raketter blev skudt ind over grænsen fra Syrien mod Israel. Her ramte de torsdag eftermiddag i det nordlige Israel og de israelsk besatte Golan-højder.
Ingen kom til skade ved angrebene, men raketterne forårsagede flere brande, siger den israelske hær.
Hæren anklager den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad for at stå bag.
– Det var Islamisk Jihads værk, en organisation der er finansieret af og arbejder for Iran, og vi holder den syriske regering ansvarlig, og den vil mærke konsekvenserne, siger hæren i en meddelelse.
Islamisk Jihad er en palæstinensisk organisation, som først og fremmest er baseret i Gazastriben. Gruppen afviser at stå bag raketangrebene.
Nogle timer senere meddelte syrisk stats-tv, at Israel havde affyret raketter mod den syriske del af Golan-højderne.
Ifølge statsligt syrisk tv er der ikke meldinger om tilskadekomne. Men Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger situationen i landet, siger, at syriske soldater blev ramt.
Den syriske regering kæmper mod flere oprørsgrupper og har mistet kontrollen over store dele af landet.
/ritzau/AFP