Jagter 30.000 kvinder til danske bestyrelsesposter

“Der bør være 30.000 flere kvinder på bestyrelsesposter i de danske selskaber,” mener organisationen Kvinder I Bestyrelser.
Udgivet Opdateret

Kvinder I Bestyrelser er på jagt efter kvinder med formel ledelse i større virksomheder, der vil indgå i bestyrelser eller advisory boards i mindre virksomheder. ”Vi vil påvirke udviklingen, så antallet af kvindelige bestyrelses-medlemmer fordobles,” siger adm. direktør Gitte Maya Elsing, RS Components, fra formandskab ti Executive Magazine.

Organisationen Kvinder I Bestyrelser søger kvinder med formel ledelse i større virksomheder, der vil indgå i bestyrelser eller advisory boards i mindre virksomheder. I øjeblikket har kvinder godt 20 procent eller 30.000 af de ca. 140.000 bestyrelsesposter i danske anparts- og aktieselskaber. Det skriver Executive Magazine, der beskæftiger sig med ledelses- og bestyrelsesforhold.

Gennem et virksomhedsmedlemskab af Kvinder I Bestyrelser kan kvinder med de rette kompetencer opnå poster i bestyrelser eller advisory boards i mindre virksomheder i både kvinde- og mandsejede virksomheder.

”Vi vil påvirke udviklingen, så antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer fordobles i danske aktie- og anpartsselskaber. Samtidig har vi oplevet en stor interesse fra mandsejede virksomheder om at få kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det er dette ønske, vi nu søger at efterkomme,” siger Gitte Maya Elsing  fra organisationens formandskab. Hun er adm. direktør i RS Components med 80 medarbejdere og en omsætning på 250 mio. kr. i Skandinavien.

Satser på 1.100 sponsorvirksomheder

De 1.100 største virksomheder er med en ny lov pålagt at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan – typisk bestyrelsen. Måltallet skal være ambitiøst og realistisk for den enkelte virksomhed. Virksomhederne skal også have en politik for, hvordan de vil øge andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens øvrige ledelsesniveau. Det vil sige alle andre ledelsesniveauer end bestyrelsen – direktion og andre ledende stillinger.

”Virksomhederne skal redegøre for status for opfyldelsen af det opstillede måltal og for udarbejdelse af politikker i årsrapporten, som virksomhederne hvert år udarbejder og indsender til Erhvervsstyrelsen,” siger Gitte Maya Elsing.

”Gennem vores aktivitet med at knytte kontakt mellem bestyrelseskandidater og mindre virksomheder, der ønsker at få en bestyrelse kan vi både hjælpe de 1.100 største virksomheder med at nå deres måltal og de mindre virksomheder, der har fået øjnene op for, at vejen til vækst oftest går gennem en kompetent bestyrelse.”

Omfattende uddannelsesprogram

Kvinder I Bestyrelser har designet et opfattende uddannelsesprogram, for bestyrelseskandidater og medlemsvirksomheder.

”Der gennemføres en række workshops, hvor deltagerne får indsigt i “Samarbejde mellem ejer, bestyrelse og direktion”, ”Virksomhedens eksistentielle og markedsmæssige gennemslagskraft” og  ”Etablering af advisory board/bestyrelse i en virksomhed”. Hertil kommer konferencer, der vil beskæftige sig med samspillet mellem bestyrelser og ledelser,” siger Gitta Maya Elsing.

Tidligere på året etablerede organisationen advisory boards for udvalgte ambassadørvirksomheder, der skal anvendes som showrooms for samspillet mellem kvindelige ledere i bestyrelserne og de opnåede resultater. I følge Erhvervsstyrelsen kan kvindeejede viksomheder i gennemsnit hente 600.000 kr. årligt i omsætning yderligere i forhold til mandsejede virksomheder.

Powered by Labrador CMS