Japaner tager historisk sejr ved US Masters

29-årige Hideki Matsuyama fra Japan har som den første asiat nogensinde vundet majorturneringen US Masters

Udgivet Opdateret

Golfspilleren Hideki Matsuyama har søndag skrevet historie ved at vinde US Masters som den første mand fra et asiatisk land.

Det er samtidig den 29-årige japaners første major-sejr.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Matsuyama indledte finalerunden med en føring på fire slag, og selv om han søndag gik de 18 huller i et slag over par, så var det nok til at sikre ham den samlede sejr i ti slag under par for hele turneringen.

– Jeg er virkelig glad, siger Hideki Matsuyama med hjælp fra en oversætter ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Forhåbentligt bliver jeg en pioner inden for dette, så mange andre japanere vil følge efter. Jeg er glad for at kunne åbne sluserne, så mange andre kan følge efter mig.

Første mandlige japaner

Hideki Matsuyama er den første mandlige japaner til at vinde en af de fire majorturneringer.

Den eneste anden asiat, der har vundet en af de fire majors, er sydkoreaneren Yang Yong-eun. Han vandt PGA Championship i 2009.

Hideki Matsuyama vandt søndag på Augusta National Golf Club i den amerikanske delstat Georgia ét slag foran den 24-årige amerikaner Will Zalatoris.

Den unge amerikaner, der ikke en gang er fuldtidsmedlem af PGA Touren endnu, sluttede således på andenpladsen i samlet ni slag under par.

De to amerikanere Xander Schauffele og Jordan Spieth sluttede på en delt tredjeplads. Spieth vandt US Masters i 2015.

Hideki Matsuyamas sejr kommer, ti år efter at han første gang konkurrerede i den prestigefyldte turnering.

Andenplads i 2017

Før søndagens sejr var hans bedste placering ved US Masters en delt femteplads i 2015, mens hans bedste placering i en majorturnering var en andenplads ved US Open i 2017.

I US Masters spilles om en samlet præmiepulje på omkring 72 millioner kroner.

Vinderen får knap 13 millioner kroner sammen med turneringens ikoniske grønne jakke.

10 års Masters-vindere

* 2021: Hideki Matsuyama (Japan).

* 2020: Dustin Johnson (USA).

* 2019: Tiger Woods (USA).

* 2018: Patrick Reed (USA).

* 2017: Sergio García (Spanien).

* 2016: Danny Willett (England).

* 2015: Jordan Spieth (USA).

* 2014: Bubba Watson (USA).

* 2013: Adam Scott (Australien).

* 2012: Bubba Watson (USA).

Kilder: US Masters.

Millioner af japanere havde sat deres vækkeur til meget tidligt om morgenen mandag lokal tid i håbet om at se deres golfikon blive den første mandlige japanske vinder af en golfmajor.

Og de blev ikke skuffede, da Matsuyama sikrede sig den ikoniske grønne jakke på Augusta National Golf Club i den amerikanske delstat Georgia.

Flere nyhedsværter og kommentatorer fra Tokyo Broadcasting System, der har sendt direkte fra turneringen hele weekenden, kæmpede med at holde tårerne tilbage, da det historiske øjeblik var en realitet.

– Hele Japan er i et jublende humør, konstaterede en nyhedsvært på skærmen med tårer i øjnene, da Matsuyama sænkede det vindende putt, skriver dpa.

Japanske tv-stationer har hele mandag annonceret sejren som breaking news, mens flere aviser har udgivet særudgaver, hvor spaltepladserne kun er dedikeret til US Masters.

Golfglad nation

Det vides ikke præcist, hvor mange japanere der så med natten til mandag. Men øriget er ifølge The Telegraph en af verdens mest golfglade nationer.

Japan med sine 126 millioner indbyggere har ifølge avisen næstflest golfbaner på verdensplan og har én bane for hver 57.000 indbyggere.

Hideki Matsuyama er da også vant til at blive fulgt af en hær af japanske journalister, uanset hvor i verden han spiller, hvilket kun var anderledes ved US Masters på grund af coronarestriktioner.

Japans premierminister, Yoshihide Suga, kalder mandag golfspillerens sejr for “fantastisk” ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at sejren fylder japanerne med stolthed og mod i en svær coronatid.

Hideki Matsuyamas triumf har også vakt genklang uden for Japans grænser.

På Twitter skriver golflegenden Tiger Woods fra sin sygeseng, hvor han kommer sig efter en trafikulykke i februar, at “den historiske US Masters-sejr vil komme til at påvirke hele golfverdenen”.

Den 29-årige japaner siger selv efter sejren ifølge Reuters, at han ikke kan vente med at komme hjem og dele triumfen med sine landsmænd.

– Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det kommer til at blive. Men sikke en glæde og ære det bliver for mig at tage den grønne jakke med tilbage til Japan, siger han.

Powered by Labrador CMS