Job: Mænd er eftertragtede som vikar

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Som vikar er du en eftertragtet vare. Især hvis du er mand. Særlig er væksten i byggeriet og industrien.

For danske virksomheder ansætter vikarer i stor stil, men de mange nye job går stort set kun til den mandlige del af befolkningen, skriver Ugebrevet A4.

Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for fagforbundet HK, der organiserer kontor- og serviceansatte.

Siden 2010 er antallet af kvindelige vikarer steget med lidt over 300. I samme periode er næsten 6.000 flere mænd blevet hyret i vikariater.

Sektorformand i HK/Privat Simon Tøgern peger på, at flere traditionelle mandejob de seneste år har gjort deres indtog i vikarbranchen.

– Nogle brancher har ikke tidligere benyttet sig af vikarbureauer i lige så høj grad, som de gør i dag. Industrien og byggeriet benytter sig jo big time af vikaransættelser nu. Det er et relativt nyt fænomen, siger Simon Tøgern til Ugebrevet A4.

Han pointerer, at flere vikarbureauer nu ligefrem specialiserer sig i at levere vikarer inden for byggeriet og industrien.

Et af dem er vikarbureauet Mega Flex, der også har oplevet vækst de seneste år.Administrationschef Jess Kjær Nielsen fortæller, at det primært er kommet mændene til gode.

– Vi har mærket fremgang de seneste år og især siden 2012. Vi leverer tunge industrijob og faglært og ufaglært arbejdskraft inden for byggeriet, og der er jo ikke så mange kvinder, der traditionelt har været tilknyttet det, siger Jess Kjær Nielsen til Ugebrevet A4.

Jess Kjær Nielsen oplyser, at hele ni ud af ti vikarer i bureauet er mænd. Ifølge ham er det noget nyt, at arbejdsløse inden for netop industrien og byggeriet overhovedet vil lade sig hyre på vikarkontrakter.

– Førhen var der inden for byggebranchen ikke tradition for, at faglærte håndværkere ønskede at arbejde som vikarer. Men på grund af krisen er folk begyndt at se anderledes på det. Det har gjort det nemmere for os at rekruttere arbejdsløse faglærte til udlejningsopgaver, siger Jess Kjær Nielsen.

Samtidig har flere virksomheder fået øjnene op for fordelene ved at hyre en vikar.

– Mange byggefirmaer har skåret ned på deres normale stab af medarbejdere. Når de så får en ordre, er det nemmere for dem lige at leje fem eller ti mand i en måned eller to, end det er at hyre dem fast.

Hvor der før krisen var flest kvindelige vikarer på landets virksomheder, er mændene nu i overtal. Faktisk er der i dag flere mænd ansat i vikarbranchen, end før krisen satte ind.

I dag arbejder knap 16.000 mænd i vikarbranchen, mens det samme er tilfældet for godt 11.000 kvinder. I 2010, hvor antallet af vikarer nåede sit lavpunkt i kølvandet på krisen, var der omkring 10.200 mandlige og 10.800 kvindelige vikarer.

Lektor og centerleder Søren Kaj Andersen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet bekræfter, at flere især mandejob har vundet frem i vikarbranchen de seneste år.

– Hvor det traditionelt har været kontorvikarer og sygeplejevikarer, som er kvindedominerede fag, er det nu også industrien og andre mandsdominerede områder, der hyrer vikarer ind. Det giver en kønsmæssig skævvridning, siger Søren Kaj Andersen til Ugebrevet A4.

Powered by Labrador CMS