Kæmpe Facebook-skandale: Millioner er ramt

Facebook oplyser, at det ved en fejl har uploadet oplysninger om brugere, der har oprettet sig siden maj 2016.

Udgivet Opdateret

Facebook har utilsigtet uploadet 1,5 millioner brugeres e-mailadresser.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

E-mailadresserne hører til nye brugere, der er blevet oprettet siden maj 2016.

Facebook tog e-mailadresserne uden brugernes viden eller samtykke, da brugerne oprettede en profil på det sociale medie.

Over for det amerikanske finansmedie Business Insider siger Facebook, at det var utilsigtet, at virksomheden uploadede e-mailadresserne.

Facebook skriver, at virksomheden nu er i gang med at slette e-mailadresserne igen.

Flere problemer

Facebook har i en lang periode haft hundrede af millioner af brugeres kodeord liggende frit tilgængeligt. Det skriver NBC News.

Nyheden blev først omtalt af Brian Krebs, der er ekspert i digital sikkerhed. Han fortæller i et blogindlæg, at ansatte hos Facebook havde adgang til de mange kodeord.

Facebook reagerede på Brian Krebs oplysninger i en pressemeddelelse 21. marts. I pressemeddelelsen kan man læse, at Facebook opdagede problemstillingen tilbage i januar.

– Vi opdagede, at nogle af vores brugeres kodeord blev gemt i et læsbart format i vores interne systemer, skriver Facebook.

Brugere kontaktes

Facebook skriver også, at problemet er blevet løst, og det understreges i pressemeddelelsen, at de mange kodeord aldrig har været læsbare for andre end Facebook-ansatte.

Ifølge Brian Krebs har omkring 2000 personer foretaget op mod ni millioner forespørgsler efter data, der indeholdt brugeres kodeord i læsbar tekst.

Brian Krebs skriver, at mellem 200 millioner og 600 millioner Facebook-brugere har været omfattet af problemet. Facebook skriver, at de Facebook-brugere, der har været omfattet, vil høre fra Facebook.

Powered by Labrador CMS