Kæmpe festival evakueres af frygt for terror

Arrangøren af en stor rockfestival i Nürnberg er af politiet blevet bedt om at evakuere festivalområde.

– På grund af en situation med en terrortrussel har politiet bedt arrangøren af Rock am Ring om at afbryde festivalen midlertidigt som en forebyggende foranstaltning. Men også for at de kan efterforske på stedet, siger arrangør af den tyske musikfestival. Foto: Thomas Frey/AFP
Udgivet Opdateret

Den store tyske musikfestival Rock am Ring er blevet afbrudt på grund af mistanke om en terrortrussel.

– Vi har ikke andet valg. Vi er nødt til at afbryde festivalen, siger arrangøren ifølge avisen Bild.

Arrangørerne gik på scenen fredag aften og meddelte afbrydelsen foran tusinder af råbende og klappende koncertgængere.

Det fremgår ikke, hvad truslen består i, eller hvilken præcis årsag politiet har til kravet om evakuering.

– På grund af en terrortrussel har politiet bedt arrangøren af Rock am Ring om at afbryde festivalen midlertidigt som en forebyggende foranstaltning. Men også for at politiet kan efterforske på stedet, hedder det.

Alle gæster skal forlade festivalpladsen stille og roligt, lyder opfordringen fra scenen.

Gæsterne kan gå til udgangene eller til campingområderne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Rock am Ring er planlagt til perioden 2.-4. juni. Den har eksisteret siden 1985.

Festivalen har i gennemsnit omkring 90.000 gæster.

Rock am Ring skriver i et opslag på Facebook, at man håber at kunne fortsætte festivalen som planlagt lørdag, men man vil holde gæster informerede gennem sociale medier, radio og højtalere ved festivalpladsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS