Kakao holder hukommelsen skarp

Ny forskning viser, at stoffet flavanol, der findes i kakao, muligvis kan forbedre hokummelsen hos ældre mennesker med svækket hukommelsesevne. Der skal dog store mængder til: Forsøgspersonerne, der viste tegn på forbedring af hukommelsesevnen fik flavanol, der ville svare til indholdet i et kilo mørkt chokolade. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Der kan være flere gode grunde til at spise chokolade – det kan blandt andet styrke hukommelsen

Forskere har fundet ud af, at kakao har en gavnlig effekt på vores hukommelse, skriver blandt andre videnskab.dk. Eller rettere sagt har stoffet flavanol en gavnlig effekt på ældre menneskers hukommelse.

En gruppe forskere har i et forsøg givet ældre mennesker kosttilskud med flavanol i tre måneder, og har undersøgt, hvor hurtige de var til at genkende et billede, som de lige havde set. De 37 personer var delt i to grupper – den ene gruppe fik en høj dosis af stoffet, mens den anden fik en lavere dosis. Gruppen med den høje dosis forbedrede sin reaktionstid med et halvt sekund til cirka 3,9 sekunder. Det svarer ifølge forskerne til, at de forbedrede deres resultat så de gennemsnitligt gik fra at have en genkendelsestid som en 60-årig til at have en genkendelsestid svarende til 30-40-årige.

Forskerne undersøgte samtidig blodstrømningen i hjernen, og de kunne se, at hos de personer, der viste forbedringer i hukommelesevnen, var der en øget blodtilstrømning i vævet i en del af hjernen, der har at gøre med arbejdshukommelsen.

– Med undersøgelsen viser vi, at der er en kausal sammenhæng mellem indtag af flavanol og en forbedret hjernefunktion og evne til at genkende objekter. Stoffet påvirker evnen til at genkende i så høj grad, at nogle ældre kan få deres normale evne tilbage, skriver seniorforsker bag undersøgelsen, Scott A. Small, i en mail til Videnskab.dk.

Forskerne skal dog stadig lave flere undersøgelser, før de kan være sikre på, at deres resultater holder.

Flavanol kan måske bruges til at modvirke tidlige demenssymptomer, men forskerne mener ikke, at stoffet kan forbedre hukommelsen hos mennesker, der ikke har en svækket hukkommelsesevne i forvejen.

Powered by Labrador CMS