Kaldt til afhøring hos politiet: Ankom i stjålet bil

Bilen kørte med stjålne plader.

Det er generelt ikke smart at køre i en stjålet bil. Men det er særligt dumt at parkere ved en politistation. Foto: Google Street View.
Udgivet Opdateret

En 24-årig mand fra Guldborg var egentlig på vej væk fra politistationen i Køge. Han nåede dog ikke længere end til parkeringspladsen, før han blev anholdt og hentet indenfor, til for hans vedkommende, dagens anden afhøring.

Forinden havde politiet nemlig afhørt den unge mand i en anden sag, som Midt- og Vestsjællands Politi ikke vil oplyse nærmere om. Den unge mand var kørt til stationen med en kammerat, og kammeraten sad i bilen og ventede, mens den 24-årige befandt sig på politigården.

Omkring klokken 12.40 konstaterede betjentene i en patruljevogn så, at bilen holdt parkeret i et område, der er forbeholdt personer, der skal til køreprøve. Bilen blev derfor undersøgt, og man kunne nu konstatere, at den kørte på stjålne nummerplader.

Anholdt – og så blev der peget fingre

Derfor blev manden på passagersædet anholdt. Han fedtede sin kammerat, manden der var til afhøring i forvejen, ind i miseren, og bilen blev derfor flyttet, hvorefter betjentene gav sig til at vente. Kort tid efter forlod den 24-årige politistationen og begyndte at lede efter “sin” bil.

– Da han udviste interesse for den, blev han anholdt og fik lov til at forklare sig, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Newsbreak.dk.

Den 24-årige nægtede pure at have noget med køretøjet at gøre, men hans “kammerat” havde jo i forvejen blandet ham ind i sagen, og ifølge politiet var den 24-årige også på vej ind i bilen, da han blev anholdt.

Begge er mistænkt

De to personer er nu hver især mistænkt for at have befundet sig i den stjålne bil.

– Det sjove er, at den ene beskylder den anden for at have kørt bilen dertil, siger Martin Bjerregaard.

Det bliver derfor først i retten, at det bliver endeligt afgjort, hvem der bliver straffet for hvad.

Det korte af det lange er dog, at man fra politiets side er helt og aldeles sikre på, at en ung mand besluttede sig for at køre i en stjålen bil, med stjålne nummerplader fra et andet køretøj, direkte til politistationen, parkere den et sted, den absolut ikke måtte holde, for så at gå ind på stationen og deltage i en afhøring.

– Havde de parkeret 100 meter længere væk, kunne de have holdt et sted, hvor alle må holde, siger Martin Bjerregaard.

Det lugter derfor af, at dovenskab kommer til at fælde de to ungersvende.

Powered by Labrador CMS