Kendt svensk forfatter er død

P.O. Enquist sov stille ind lørdag aften efter nogen tid sygdom, skriver Politiken.

Her ses den svenske forfatter Per Olov Enquist på et billede af ældre dato. Enquist døde lørdag. Han blev 85 år. Foto: Aage Sørensen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En af Sveriges mest kendte forfattere Per Olov Enquist – også kendt som P.O. Enquist – er død efter nogen tid sygdom.

P.O. Enquist, der blev 85 år, sov stille ind lørdag aften. Det oplyser hans enke, Gunilla Thorgren, til Politiken.

Den svenske forfatter er en af Skandinaviens mest læste og roste forfattere.

Han har et forfatterskab, der byder på journalistik, skuespil, filmmanuskripter, kriminalromaner, litteraturkritik og selvbiografiske romaner.

Hans bøger er som regel baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, hvor fiktion og fakta supplerer hinanden.

Blandt andet skrev han om den svenske statsminister Olof Palme, der blev myrdet i 1986.

P.O. Enquist debuterede i 1961 som forfatter og brød igennem med “Magnetisørens femte vinter” (1964).

Powered by Labrador CMS