Kira tog stoffer som teenager: ‘Plejefamilien gjorde forskellen’

Antallet af plejefamilier falder, mens behovet for dem vokser.

27-årige Kira Dalsgaard mener selv, at hendes plejeforældre er grunden til, at hun i dag klarer sig godt med fast arbejde og kæreste. Foto: Mathilde Nordenlund/DR.
Udgivet Opdateret

Når 27-årige Kira Dalsgaard i dag kigger tilbage på sin barndom, er hun ikke i tvivl om, at det er hendes plejefamilie, der har fået hende til, hvor hun er i dag.

– Jeg tror ikke, jeg havde fået den her uddannelse og havde haft en så god forståelse for mig selv, hvis det ikke havde været for dem, siger hun til DR Sjælland.

Artiklen fortsætter under videoen

I dag er hun uddannet ambulanceredder og bor i sin egen lejlighed med sin kæreste. Men det lå ikke i kortene, da hun som syvårig blev anbragt hos en plejefamilie i Ringsted, fordi hendes mor var psykisk syg og ikke kunne tage sig godt nok af hende.

– Jeg led af omsorgssvigt helt fra barn af, og derfor har jeg haft rigtig svært ved at stole på andre mennesker, siger hun.

Hos plejefamilien fik hun et trygt hjem med to andre plejebørn.

Især da hun blev en oprørsk teenager og blandt andet begyndte at eksperimentere med stoffer, var plejefamiliens støtte afgørende.

– De kunne sidde uden for min dør i flere timer og vente på, at jeg var klar til at snakke. De blev bare ved at være der, selvom jeg modarbejdede dem, fortæller hun.

– De gav mig så meget kærlighed og viste mig, at andre mennesker var til at stole på. Men det er ikke nødvendigvis alle børn, der er lige så heldige i dag.

Må anbringe børn på opholdssteder

Mange kommuner bruger i stigende grad plejefamilier til børn, der skal anbringes uden for hjemmet. Men samtidig bliver der færre plejefamilier at vælge mellem.

Værst står det til på Sjælland, Lolland og Falster, hvor antallet af aktive plejefamilier er faldet med godt 20 procent siden 2015. Det viser tal fra Socialtilsyn Øst.

– Der kommer simpelthen langt færre plejefamilier ind end ud, og generelt hører vi fra kommunerne, at de mangler kompetente plejefamilier, siger Henriette Lindberg, tilsynschef i Socialtilsyn Øst, der godkender plejefamilier i de fleste kommuner i Region Sjælland.

Nogle steder betyder det, at børn må anbringes langt fra deres biologiske familie, siger formand for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre.

– Mange kommuner, særligt på Sjælland, kan simpelthen ikke finde plejefamilier lokalt. Vi har eksempler på plejefamilier over 300 kilometer væk fra børnenes biologiske forældre, siger han til DR Sjælland.

Andre steder, blandt andet i Lolland Kommune, betyder manglen på plejefamilier, at kommunen anbringer flere børn og unge på institutioner, fortæller børne- og skoleudvalgsformand Signe Lund (S).

– Det giver os en udfordring, at vi så ikke har kvalificerede plejefamilier, vi kan anbringe dem i. Så må vi finde alternative løsninger, og det kan for eksempel være et opholdssted eller behandlingssted, siger hun til DR Sjælland.

Men selvom et opholdssted med professionel hjælp også kan være en god løsning, tror Kira Dalsgaard ikke, at det ville have været det samme for hende.

– Min plejefamilie har taget mig til sig, som var jeg deres eget barn, så har jeg følt, at det var en rigtig familie. Jeg tror, jeg ville have haft svært ved at føle mig lige så normal, hvis jeg havde været på et opholdssted, siger hun.

Brug for bedre uddannelse og løn

Manglen på plejefamilier ser kun ud til at blive værre de kommende år. Det mener professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet Inge Bryderup.

– Det her er kun begyndelsen, for vi kan se i vores undersøgelser, at hovedparten af plejefamilierne er mellem 50 og 60 år, så der kommer store problemer på det her område i de kommende år, også landsdækkende, siger hun til DR Sjælland.

Samtidig falder antallet af nye familier, der søger og bliver godkendt som plejefamilie.

I 2016 blev der ifølge de fem socialtilsyns årsrapporter godkendt 536 nye plejefamilier i hele landet. I 2018 var det tal faldet til 355.

Derfor er der behov for at sætte ekstra ind på at rekruttere nye plejefamilier – og med andet og mere end informationskampagner, mener Thomas Vorre fra Plejefamiliernes Landsorganisation.

– Der er i den grad behov for, at kommunerne tilbyder bedre støtte og uddannelse til plejefamilierne. Det vil også gøre det mere eftertragtet at blive plejefamilie, siger han.

Også professor Inge Bryderup peger på behovet for støtte til plejefamilierne, fordi børnene i plejefamilie i dag er langt mere krævende end tidligere.

– Vores undersøgelser viser, at godt og vel halvdelen af de børn og unge, der anbringes i øjeblikket, har massive problemer og vil kunne kaldes behandlingskrævende, siger hun.

– Så for at rekruttere flere vil man også skulle satse mere på efteruddannelse, støtte og supervision til plejefamilierne.

Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at give en kommentar.

Kilde: DR Sjælland.

Powered by Labrador CMS