Klamt pizzeria får store hug af Fødevarestyrelsen

Rapporten fra Fødevarestyrelsen fylder tre sider. Og det er ikke med rosende ord.

Et pizzeria har modtaget en tre sider lang rapport fra Fødevarestyrelsen fyldt med påtaler. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Det kan være svært at blive enige om, hvilken pizza, der er bedst. Det kan sandsynligvis føre til lange og seje diskussioner, men mon ikke alle kan blive enige om, at der, hvor den runde spise bliver tilberedt, skal der være rent og pænt?

Det kniber – kan man vist påstå uden at overdrive – på et pizzeria i Silkeborg.

Et besøg fra Fødevarestyrelsen resulterede i en tre sider lang rapport, hvor den ene fejl efter den anden blev påtalt.

Derfor fik restauranten en knapt så glad smiley og et gebyrpålagt kontrolbesøg.

Og det kan man måske godt forstå, hvis man hurtigt ridser et lille uddrag af rapporten op.

I kølerum er der belægninger af skimmelvækst på vægge og under hylder og afskallet puds flere steder på loft og vægge, under hylder er der nedfalden puds og belægninger af skidt på gulv.

På lister ved kølerumsdør er der belægninger af skidt og skimmelvækst. langs lister og kanter i fryseskab i køkken er der belægninger af skidt.

I kølebord i tilvirkningsområde er der belægninger af skidt på lister og indeni. Over pizza ovn hvor pizza spader ligger er der sorte belægninger, under pizza ovn er der belægninger af skidt.

Den er god nok

Sayed Ismaeil Jalali er forpagter af Baba’s Pizzaria på Århusvej. Det har han været siden 1. juli 2017.

På trods af, det er muligt at klage over en given rapport, er det ikke noget, han har tænkt sig at gøre.

– Det, der står i den, er rigtigt, siger han til Newsbreak.dk.

Udover det allerede nævnte, blev det også påtalt, der ingen opvaskemaskine findes i virksomheden ligesom der manglede forskellige dokumentationer for blandt andet egenkontrol og et decideret egenkontrol-program.

Han forsikrer dog, at der snart er styr på det.

– Jeg holdt lukket i går og gjorde rent hele dagen. Skimmelen er væk, siger Sayed Ismaeil Jalali  og fortæller videre, at de ting, der skal udskiftes, som lister og redskaber, er bestilt.

– Jeg åbner i dag igen, slutter han.

Du kan læse hele rapporten HER.

Powered by Labrador CMS