Kokain til en million kroner fundet ved ransagning

Blev taget i går med to kilo kokain - i dag fængslet i seks år.

Sådan ser kokain til en værdi af en million ud. Foto: Politiet.
Udgivet Opdateret

Efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst foretog torsdag en ransagning på en adresse i Roskilde-området på baggrund af nogle informationer om, at der blev opbevaret en større mængde narkotika på adressen.

De informationer viste sig at holde stik.

Ved ransagningen blev der fundet cirka 2 kilo kokain.

– Det er en anselig mængde, oplyser Flemming Madsen, politiinspektør i Særlig Efterforskning Øst, til Newsbreak.dk.

En million

To kilo kokain repræsenterer ved gadesalg en værdi på cirka 1.000.000 kroner. En million kroner.

– Det afhænger dog lidt af stoffets renhed, som nu skal undersøges ved kemiske analyser, siger Flemming Madsen.

Endvidere blev der ved ransagningen fundet cirka 30 gram hash.

På adressen blev truffet en 34-årig mand, der bor på stedet.

– Det er ikke en, vi kender i forvejen. Han har heller ikke relationer til bandemiljøet, fortæller Flemming Madsen.

I øjeblikket inden, Newsbreak.dk snakker med politiinspektøren, har han netop været i kontakt med anklageren i sagen.

– Han (den 34-årige) har fået en straksdom på seks års fængsel. Det siger lidt om, hvor alvorligt det er, slutter Flemming Madsen.

Powered by Labrador CMS