Kontorbetjente får nej til skudsikre veste

Foto: øren Bidstrup/Scanpix
Udgivet Opdateret

Ledelsen nægter betjente i ekspeditionen skudsikre veste

Københavns Politis øverste ledelse har afvist at udlevere skudsikre veste til de betjente, der betjener ekspeditionerne på Københavns politistationer – til trods for frygt blandt betjente for, at personer kan gå ind fra gaden og gennemføre et angreb.

»Vi laver løbende vurderinger af, hvilke sikkerhedsniveau vi skal bruge – også internt – og i den vurdering har vi indtil videre besluttet, at der ikke er grundlag for at iklæde vores medarbejdere i ekspeditionerne skudsikre veste,« siger Jan Bjørn, ledende politiinspektør i Københavns Politi, til Radio24syv.

De københavnske politibetjentes medarbejderforening bad for en måned siden – før terrorangrebet i København i februar – om, at politifolk i ekspeditionerne kunne få skudsikre veste, men altså forgæves, oplyser kilder i politiet

Ønsket fra betjentene skyldtes dels angrebet i Paris, hvor flere personer, herunder en politibetjent, blev likvideret, men især et afværget terrorangreb i Belgien i døgnene efter Paris-angrebet, hvor terrorister ifølge de belgiske myndigheder havde planlagt at angribe politistationer og dræbe betjente.

Ledende politiinspektør Jan Bjørn oplyser, at politiet har taget andre forholdsregler for at sikre betjentene i ekspeditionerne, men han afviser at oplyse hvilke.

Radio24Syv har testet sikkerheden på den københavnske Station City på Halmtorvet på Vesterbro, hvor besøgende én for én ganske vist skal »trykkes« ind gennem en sluse for at komme helt ind i ekspeditionen. Men ingen spørger til den besøgendes formål, der er ikke opsat metaldetektorer eller lavet større sikkerhedsforanstaltninger, inden besøgende når frem til betjentene bag skranken.

Peter Skaarup (DF), retsordfører i Dansk Folkeparti, er uenig i politiledelsens beslutning om at nægte betjentene veste.

»Det gælder om meget hurtigt at sikre, at de veste kan være til rådighed, fordi det er klart, at ligesom befolkningen har været utryg efter terrorangrebet i København, så er betjentene selvfølgelig også utrygge ved, at der er ekstremister, der kunne finde på og begå den ultimative terrorhandling, også mod politifolk,« siger han.

»Det er en dårlig ide, hvis man er for konservativ med at give sikkerhedsveste til personer, der føler sig truet, og det kan jeg godt forstå, at man føler, når man sidder i forreste linje hos politiet,« siger Peter Skaarup til Radio24syv.

Politiet er da også i allerhøjeste grad blevet et terrormål. Det bekræfter terrorforsker ved Forsvarshögskolan i Stockholm Magnus Ranstorp.

»Ja, det må man sige, at politiet er. Både politiet og militæret er terrormål. Det har været sådan, at man i flere vestlige lande internt har advaret politiet og militæret om, at man skal være forsigtig, når man håndterer ekstremister og går i uniform. Der har været flere tilfælde, hvor man direkte har angrebet eller planlagt at angribe politistationer – både i Belgien, Frankrig og Australien,« siger Ranstorp, og henviser til, at man i for eksempel i Sverige har sat glas op foran betjentene i modtagelsen på flere centrale politistationer.

I oktober sidste år advarede Rigspolitiet ifølge DR i et brev sendt til samtlige politifolk i Danmark om, at de kunne være et mål for terrorister alene fordi de bærer uniformer.

I Belgien forhindrede man i januar en større terroraktion, hvor en celle på 15 personer blandt andet planlagde at angribe politistationer. I december angreb en knivmand med islamistiske motiver en politistation i byen Jous-les-Tours i Frankrig. Her nåede manden at såre tre betjente, inden han blev dræbt af politiet.

Tidligere har der også været angreb fra enkeltstående terrorceller mod uniformerede betjente og soldater både i USA, Australien, Canada og Storbritannien.

Powered by Labrador CMS