Kontroversiel imam meldt til politiet

Imam talte hårdt om jøder i Al-Farooq-moskéen dagen før attentat i København. Foto: Jens Astrup/Scanpix
Udgivet Opdateret

Imam Hajj Saaed fra Al-Faruq-moskeen på Nørrebro risikerer nu at få en straffesag på halsen efter at have opfordret til vold imod jøder, efter han er blevet politianmeldt.

Det fremgår af et svar til Dansk Folkepartis Martin Henriksen fra Justitsminister Mette Frederiksen (S), skriver bt.dk.

Svaret er givet til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik efter, at Martin Henriksen bad justistsministeren kommentere BTs artikler om den omdiskuterede imam fra 19. februar i år.

Fem dage efter terrorangrebet kunne BT fortælle, at imam Hajj Saaed i en prædiken til fredagsbønnen 13. februar erklærede krig imod jøder i Al-Faruq moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro i København.

Moskeen ligger kun nogle få hundrede meter fra Mjølnerparken, hvor terroristen Omar El-Hussein søgte tilflugt imellem de to terrorangreb.

I svaret fra justistsminister Mette Frederiksen står der:

»Jeg kan oplyse, at en person den 20. februar 2015 har indgivet en anmeldelse til politiet mod den pågældende imam i anledning af udtalelserne i moskéen den 13. februar i 2015. Sagen er under behandling i Københavns Politi,« skriver ministeren.

Politiet bekræfter, at det i øjeblikket kigger på sagen, men har ikke yderligere kommentarer.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti hilser politiets efterforskning velkommen.

»Det er godt, at politiet efterforsker sagen. Og det vil undre mig meget, hvis ikke politiet når frem til, at der er noget at komme efter,« siger han.

»Jeg ser det som en opfordring til at begå vold og terror. Efterfølgende har det også været fremme, at terroristen besøgte moskeen dagen før, og man kan jo ikke afvise, at det lige har skubbet ham det sidste stykke,« siger Martin Henriksen.

Justitstminister Mette Frederiksen har ingen kommentarer til sagen, da der er tale om en verserende straffesag.

Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Koch, frygter ikke politianmeldelsen.

»Det der med politianmeldelser er blevet fuldstændig almindelig praksis hos mange danskere, når de ser noget, som de ikke forstår. Så bliver det politianmeldt. Jeg har også oplevet, at vores løbesedler er blevet politianmeldt, hvor der ikke har været noget som helst hold i sagen,« siger Junes Koch.

Han mener ikke, at der bliver opfordret til vold imod jøder på videoen.

»Der bliver referet til en historisk kontekst i prædikenen, og det er taget ud af en sammenhæng. Det er ikke noget som helst i den sag. Han har ikke opfordret til vold eller drab. Han refererer bare til en historisk begivenhed. Jeg er overbevist om, at politiet ikke finder noget som helst,« siger Junes Koch til bt.dk.

Powered by Labrador CMS