Kvinde: -Jeg er butikstyv på grund af corona

En vaks borger og en dittopatrulje fik sat en stopper for tørstig kvinde

Det er ikke tit, at døren bliver låst i den døgnåbne kæde. Det gjorde personalet – og fik en butikstyv i nettet. Foto: Christian Lindgren/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der er nogle, der ikke lærer af sine fejltagelser.

En sådan af slagsen blev natten til torsdag anholdt.

Natten til torsdag kl. 00.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en mand, der netop havde overværet et butikstyveri i 7-Eleven på Banegårdspladsen i Aarhus.

Manden havde set en kvinde tage en sixpack øl, hvorefter hun var gået ud af butikken. Manden var gået efter hende, og kontaktede undervejs politiet, der mødte de to foran Hotel Ritz.

Erkendte på stedet

Den 47-årige kvinde erkendte, at hun havde stjålet pakken med øl, fordi 7-Eleven på grund af de nuværende Corona-restriktioner ikke må sælge alkohol efter klokken 22.

Kvinden blev sigtet for butikstyveri, og de seks øl blev leveret tilbage til 7-Eleven. Kvinden blev herefter gjort bekendt med, at hun ikke længere var velkommen i 7-Elevens butikker.

Same, same

Betjentene var dog ikke helt overbeviste om, at kvinden havde forstået budskabet, så de kørte til den næste 7-Eleven på Frederiks Allé for at gøre dem opmærksomme på, at kvinden muligvis ville komme forbi.

Betjentene parkerede herefter lidt på afstand af butikken på Frederiks Allé, hvorfra de kort efter kunne se kvinden gå ind i butikken.

Låst dør – i 7-Eleven

Betjentene holdt øje med hende gennem vinduet, hvorfra de kunne se, at hun gik direkte hen til hylden med øl, tog en sixpack og gik mod udgangen. Ekspedienten havde dog låst døren, og kvinden kunne derfor ikke komme ud.

I stedet kom betjentene ind og sigtede hende endnu engang for butikstyveri, og hun måtte igen levere øllene tilbage til butikken.

Da betjentene havde mistanke om, at kvinden ville forsøge sig igen andre steder, blev hun anholdt og fik lov at tilbringe natten til detentionen for at forhindre yderligere forbrydelser.

Powered by Labrador CMS