LA: Rygestop er absolut ikke en offentlig opgave

Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Liberal Alliance mener i lighed med flere andre partier heller ikke, at en pengepræmie er vejen til et rygestop.

Et forsøg i USA viser ellers, at et økonomisk incitament til at kvitte cigaretterne har haft en stor effekt på at reducere antallet af rygere. Og TrygFonden erklærer sig nu parat til at finansiere undersøgelser af, hvorvidt et lignende projekt kunne have en effekt i Danmark, skriver Berlingske.

Men hvis økonomi virkelig spillede en rolle for rygerne, var de nok allerede stoppet, lyder der fra sundhedsordfører for Liberal Alliance May-Britt Kattrup (LA).

»Det er ikke nogen offentlig opgave at få folk til at stoppe med at ryge. Cigaretter er så dyre, så hvis økonomi har så stor en betydning i forbindelse med rygestop, så er der allerede et stort incitament til at stoppe, hvis man gerne vil det,« siger hun.

Projektchef ved Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær har ellers udtrykt begejstring for forsøget, som han kalder »klart det mest overbevisende«, han har set. Han ser samtidig ikke noget problem i metoden, fordi omkostningerne vil være små i forhold til, hvad det vil koste at sygdomsbehandle en ryger.

Men den præmis køber May-Britt Kattrup ikke. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man kan udføre forsøget i praksis.

»Hvordan skal man så forholde sig, hvis folk begynder at ryge igen? Det indeholder forsøget ikke noget om. I princippet kan man tjene penge på at starte med at ryge for så at holde op igen. Det er et skråplan. Så skal man også betale for at få folk til at stoppe med at drikke,« lyder det fra Liberal Alliances sundhedsordfører.

I det amerikanske forsøg holdt et stort antal ansatte i en række virksomheder op med at ryge, da de fik udsigt til en belønning på op mod 2.000 dollar – omkring 13.500 danske kroner – hvis de kvittede cigaretterne og forblev røgfri i længere perioder.

Både Venstre, Socialdemokraterne, SF og de Konservative har alle erklæret sig som modstandere af at lave et lignende forsøg i Danmark.

Powered by Labrador CMS