LA skyder med skarpt mod Putin

Mette Bock (LA). Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Liberal Alliance hilser torsdagens aftale om en våbenhvile i Østukraine yderst velkommen og kalder den et stort skridt i den rigtige retning.

Udenrigsordfører Mette Bock (LA) håber naturligvis, at aftalen overholdes, men der er ikke stor tillid til, at den russiske præsident, Vladimir Putin, lever op til sit ord:

»Våbenhvilen er absolut et skridt i den rigtige retning på vejen mod en normalisering af forholdene i Østukraine. Men jeg synes, det er helt absurd at tænke på, at Putin indledningsvist annekterede Krim, så skabte han krigslignende tilstande i Østukraine, og nu prøver han at komme til at fremstå som den store helt, der skaber fred. Det er virkeligt noget af et politisk stunt,« siger Mette Bock.

Efter maratonforhandlinger i Hvideruslands hovedstad, Minsk, med Tyskland og Frankrig som mæglere, kunne Vladimir Putin torsdag formiddag annoncere, at den aftalte våbenhvile i Østukraine træder i kraft på søndag, ligesom de stridende parter trækker de tunge våben tilbage fra konfliktzonen.

Men det er bestemt ikke den russiske præsident, der skal have æren for aftalen, mener Mette Bock:

»Vi kan takke Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, for, at man trods alt har fået taget dette vigtige skridt. Hun har spillet en helt afgørende rolle i forhandlingerne,« siger Mette Bock og fortsætter:

»Det er et stort skridt, fordi parterne har sat sig sammen og accepteret den aftale, der er lagt på bordet. Den egentlige lakmusprøve kommer den næste tid, hvor vi må se, om man også overholder aftalen, og om den bliver respekteret af selvsamme Putin.«

Powered by Labrador CMS