Landsholdsprofil: Vi har ikke lukrative krav

Vi forlanger ikke en mere lukrativ aftale. Det er ikke en korrekt udlægning, når Dansk Boldspil-Union (DBU) siger, at forhandlingerne om en ny landsholdsaftale er brudt sammen, fordi Spillerforeningen forlanger mere i løn til landsholdsspillerne. ARKIVFOTO: Fodboldlandsholdet træner i Yerevan, Armenien. Lars Jacobsen taler med pressen søndag d. 8 september 2013. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2013)
Udgivet Opdateret

Spillerforeningen afviser i en pressemeddelelse, at man har fremlagt nye og forhøjede økonomiske krav til DBU.

Søndag meldte DBU ud, at forhandlingerne var brudt sammen med Spillerforeningen grundet et øget økonomisk krav fra spillernes repræsentanterne. Ifølge lanbdsholdsveteranen Lars Jacobsen er DBU blevet tilbudt en aftale, hvor landsholdsspillerne får et mindre honorar for at spille venskabs- og kvalifikationskampe til gengæld for en bonus ved en kvalifikation til slutrunder.

»Vi er nødt til at skille tingene ad. Vi har tilbudt en nedgang i vores tilskuerindtægter. Det betyder, at vi har foreslået en struktur, der giver os mindre ifm. venskabs- og kval-kampe. Derimod modtager vi en bonus, hvis vi kvalificerer os til slutrunder, der gavner DBU markant økonomisk. Vi synes, det er fair med en resultatorienteret løsning, der hænger sammen med de sportslige resultater, som de danske fans bliver en del af og som giver mange millioner i kassen til DBU og videre til dansk fodbold,« lyder begrundelsen fra landsholdsspilleren Lars Jacobsen i en pressemeddelelse.

Derudover langer Jacobsen ud efter DBU, som Spillerforeningen mener har været sløve med at fremlægge de nødvendige oplysninger.

»I hele forhandlingsforløbet har det været utroligt svært at få centrale oplysninger ud af DBU omkring deres regnskab og budget. Det har været med til at forsinke hele forhandlingsforløbet og bringe forhandlingerne endnu tættere på morgendagens udtagelse. Først sent fredag fremlagde DBU de tal, vi har efterspurgt gennem længere tid. Tallene viste bl.a. en ny og markant forbedret medieaftale til DBU,« siger Lars Jacobsen.

Spillerforeningen opfordrer ydermere DBU til at komme til ‘fornuft’ i håbet om en ny aftale og fortæller, at foreningen finder forslaget ‘rimeligt’.

Powered by Labrador CMS