Lastbilchauffør i fængsel: Afsløret af sin last

En hollandsk lastbilchauffør er blevet idømt to års fængsel.

Udgivet Opdateret

Tilbage i maj opdagede repræsentanter for politiets Særlig Efterforskning Vest en lastbil på en parkeringsplads i Fredericia. Det var tidligt om morgenen, og der var kommet et tip.

Det tip viste sig at være reelt nok, for da ordensmagten anholdt den 34-årige hollandske chauffør, fik betjentene syn for sagen.

I lastrummet blev der nemlig fundet knap 60 kilo hash, der af manden skulle smugles ind i Danmark fra netop Holland, der har et noget lempeligere forhold til den slags.

– Han har erkendt at have indsmuglet de 58,9 kg hash fra Holland til Danmark med henblik på videreoverdragelse til nogle personer, som han siger, at han ikke ved, hvem er, siger anklager for Særlig Efterforskning Vest Signe Gråkjær i en pressemeddelelse.

Siden den 24. maj har manden siddet varetægtsfængslet, og det er nok sundt nok at have haft lidt tid til at vænne sig til fængselslivet. Den 34-årige blev nemlig torsdag ved Retten i Kolding idømt to års fængsel.

Manden modtog dommen. Dermed skal han forblive fængslet, og når han så kommer ud, er han udvist af Danmark for bestandig.

Powered by Labrador CMS