Lego i milliard-satsning

Kirkbi, der står bag Lego, vil være en del af Epic Games opbygning af et metavers, og investerer milliarder

Udgivet Opdateret

Pengetanken bag Lego, Kirkbi, investerer en milliard dollar - 6,8 milliarder kroner - i Epic Games, der blandt andet står bag Fortnite. Det skriver Kirkbi i en pressemeddelelse.

Investeringen kommer i forbindelse med, at Epic Games har rejst penge til at udvikle et metavers - en virtuel verden, hvor brugere kan mødes og agere.

- Epic Games er kendt for at skabe legesyge og kreative oplevelser og støtte store og små skabere.

Sammen med Sony

- En del af vores investering er fokuseret på trends, som vi tror på vil have en indflydelse på den fremtid, som os og vores børn vil leve i, skriver administrerende direktør for Kirkbi Søren Thorup Sørensen i meddelelsen.

Investeringen sker sammen med Sony, der også har investeret en milliard dollar.

Kirkbi er ejet af familien bag Lego og forvalter og investerer den store milliardformue, Lego har skabt. I 2020, det seneste år, der er kommet regnskab fra, havde Kirkbi aktiver - penge og ejerandele - for 124 milliarder kroner.

Vil skabe metavers

Det tæller blandt andet 75 procent af Lego, en stor post i forlystelsespark-giganten Merlin Entertainments og ejerandele i alt fra Falck til Nilfisk. 

Og nu altså også Epic Games.

Fredag blev det meldt ud, at Lego og Epic Games vil samarbejde om at udvikle et metavers, der skal være en "omsiggribende, kreativt inspirerende og engagerende digital oplevelse" for "børn af alle aldre".

Blandt de ældste

- Lego har fanget børn og voksnes fantasi gennem kreativ leg i næsten et århundrede, og vi er glade for at gå sammen og skabe et rum i metaverset der er sjovt, underholdende og skabt for børn og familier, skrev administrerende direktør for Epic Games, Tim Sweeney, her.

Epic Games er en af de ældste computerspilsudviklere. Det blev grundlagt i 1991. Det store gennembrud kom i 1998, hvor Epic Games lancerede spilmotoren Unreal.

Den blev brugt til at skabe spil som Gears of War, Unreal og altså senere Fortnite. Desuden blev den solgt på licens og er blevet brugt til at lave utallige klassiske spil som Rune, Fallen Order, Mass Effect.

Kirkbi, pengetanken bag Lego, har investeret en milliard dollar i Epic Games.
Kirkbi, pengetanken bag Lego, har investeret en milliard dollar i Epic Games.

LEGO

* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.

* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932.

* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.

* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.

* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.

* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.

* Koncernen beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring.

* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.

* Selskabet omsatte i 2016 for 37,9 milliarder kroner og tjente 9,4 milliarder kroner.

* I 2004, hvor Lego var i krise, omsatte selskabet for 6,3 milliarder kroner og tabte 1,9 milliarder kroner.

* Koncernens administrerende direktør er Bali Padda, som har siddet på posten siden 1. januar 2016.

* Bali Padda erstattede Jørgen Vig Knudstorp, der havde været direktør siden oktober 2004 og var den første uden for Kirk-familien til at stå i spidsen for koncernen.

* 1. oktober får Lego ny direktør. Det er Niels B. Christiansen, der tidligere har været administrerende direktør i Danfoss.

Kilde: Lego.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS