Legoland giver glædessug i maven hos ejere

Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Stærk dollarkurs får omsætningen til samlet at vokse 10 procent i de seks Legoland-parker verden over.

Der er gang i de pangfarvede forlystelser og kasseapparaterne hos Legoland, og det giver øget omsætning i kassen hos Legolands britiske moderselskab, Merlin Entertainment.

Legoland-parkerne fik en samlet omsætning på 178 millioner pund – eller knap 19 milliarder kroner i første halvår 2015. Det gav et driftsresultat på 613 millioner kroner.

Stærkt hjulpet på vej af den amerikanske dollarkurs steg parkernes omsætning 10 procent, mens dollarkursen hjalp resultatet af den primære drift til at stige 21,8 procent.

Der er i dag seks Legoland-parker verden over – den originale i Billund, i England, Tyskland, to i USA og en i Malaysia.

Og der kommer nye forlystelser til de eksisterende parker – i Windsor, Californien og Florida er temaområder med de populære Lego Friends-figurer, som især er rettet mod de lidt større piger, kommet til, oplyser Merlin Entertainment.

Selskabet har tre helt nye Legoland-parker på vej – en park åbner i Dubai i 2016, en i Japan i 2017 og en i Sydkorea i 2018.

Resultatet efter første halvår kommer på trods af selskabets udgifter til de nye parker under opførelse, til at bygge et nyt hotel til Legoland i Florida og flere udgifter til reklamekampagner, lyder det i regnskabet.

Moderselskabet Merlin Entertainments kom ud af første halvår med en omsætning på knap 58 milliarder kroner.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS