Løkke tager Thulesens skatteudmelding stille og roligt

Det overrasker ikke statsministeren, at DF-formanden afviser skattelettelser i denne valgperiode.

Det overrasker ikke statsministeren, at DF-formanden afviser skattelettelser i denne valgperiode. Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det har vakt opsigt på Christiansborg, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at lægge stemmer til skattelettelser i denne valgperiode.

Men udmeldingen kommer ikke bag på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

“Ikke ny situation”

– Jeg tager det stille og roligt. Det er ikke nogen ny situation, at Dansk Folkeparti prioriterer velfærd over skattelettelser, siger Løkke efter Venstres gruppemøde torsdag formiddag.

Det er med henvisning til de stigende flygtningeudgifter, Kristian Thulesen Dahl stejler over skattelettelser.

Mandag fremlagde Finansministeriet nye beregninger for, hvor store flygtningeudgifterne bliver i de kommende år.

Frem til 2020 vil befolkningstallet i Danmark vokse med 97.000 personer på grund af det øgede flygtningepres i verden, og det vil koste statskassen 6,4 milliarder kroner, hed det i prognosen.

Deler analyse

Og statsministeren erklærer sig enig med Dansk Folkeparti i, at flygtningesituationen har en betydning for skatteforhandlingerne.

– Jeg deler analysen så langt, at det er præcis på grund af flygtningesituationen, at vi ikke skal gøre det her i foråret, siger han med henvisning til, at skattereformen skulle have været forhandlet i foråret, men er udsat til efteråret.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsikrede tidligere på ugen i Jyllands-Posten, at den lovede skattereform ikke er i fare trods ekstraregningen til flygtninge. Effektiviseringer kan sikre, at velfærden ikke lider overlast, lød det.

Regeringens to andre støttepartier, Liberal Alliance og De Konservative, kræver begge skattelettelser.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS