Løkke: -Vi skal ikke lade os kue
Tusindvis deltog søndag aften i mindehøjtideligheden for weekendens terrorofre. Vi skal holde fast i hverdagen, sagde statsministeren i sin tale på Kongens Nytorv i København.
Tusindvis deltog søndag aften i mindehøjtideligheden for weekendens terrorofre. Vi skal holde fast i hverdagen, sagde statsministeren i sin tale på Kongens Nytorv i København.
Tusindvis var søndag aften mødt op på Kongens Nytorv i København for at mindes de 129 mennesker, der blev slået ihjel af terrorister i Paris fredag aften og natten til lørdag.
Børn og voksne med fakler stod side og side. Holdt et minuts stilhed, sang og lyttede.
Lars Løkke talte til de fremmødte
En af talerne var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der satte ord på tragedien.
»En restaurant. En café. Et pizzeria. En fodboldkamp. En bar. Et spillested. Rammen om menneskers liv, som på en weekend blev et mareridt. Hvor hverdag blev krig. Vi reagerer alle med forfærdelse. Og med afsky. Og med dyb sorg. Men også ved at stå sammen. Som vi gør det her i aften,« sagde statsministeren.
Mindehøjtideligheden, som en lang række af Danmarks toppolitikere deltog i, var arrangeret af Danmarks politiske ungdomsorganisationer.
»Menneskers frihed og ligeværd. Det er de værdier, vi står sammen om. På tværs af nationalitet. På tværs af religion. Og på tværs af politisk ståsted. De værdier er vores værdier. De viser, hvem vi er. Hvordan vi lever. Hvorfor vi lever. Angrebet på Paris – byernes by, lysenes by, kærlighedens by – var et angreb på os alle. Det fylder os med lige dele sorg og vrede. Forfærdelse og afsky,« sagde Lars Løkke Rasmussen.
Islamisk Stat (IS) har taget skylden for terrorangrebene. Statsministeren understregede, at kampen mod IS fortsætter.
Løkke: – Vi vil ikke opgive vores værdier
Lars Løkke Rasmussen gav sit bud på det stærkeste svar, den enkelte kan give terroristerne:
»At holde fast i hverdagen. Ikke at lade os kue. Hvis vi ikke længere tør sætte os på en fortovscafé, på en fortovsrestaurant, hvad enten det er i Paris eller København, så har vi for alvor tabt. Vi insisterer på frihed og demokrati. På menneskerettigheder og livsglæde. Vi nægter at give efter for den frygt, de mørke kræfter forsøger at sprede. Vi vil ikke opgive vores værdier. Vi vil aldrig give køb på vores åbne og frie samfund.«
Søndag blev tilsvarende mindehøjtideligheder holdt i en række danske byer.