Lystfisker finder lig af mand i å

Frivillige har søgt i området omkring Storåen efter forsvundne Jonas Hedegaard Hansen. Foto: Morten Stricker (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Politiet vil undersøge lig, som er fundet tidligt i morges ved Idomlund vest for Holstebro.

Liget af en mand er torsdag morgen fundet i en å ved Holstebro, oplyser DR Midt og Vest.

Det var en lystfisker, der opdagede liget tidligt om morgenen i Storåen.

Politiet skal nu forsøge at få fastslået mandens identitet og andre omstændigheder.

Liget blev set ved Idomlund, oplyser DR Midt og Vest.

I marts forsvandt den 21-årige soldat Jonas Hedegaard Hansen fra Holstebros midtby, da han var i byen med nogle venner. Eftersøgningen har været massiv fra både politi og private, men den unge soldat er ikke blevet fundet. Eftersøgningen har især været fokuseret omkring Storåen, som går tværs gennem Holstebro, skriver BNB.

Det vides endnu ikke, om det er Jonas Hedegaard Hansen, der er fundet død i Storåen.

/ritzau/BNB

Powered by Labrador CMS