Man tror det er så sundt, men: Denne form for kost kan skade dig

En proteinrig kost kan føre til skader på nyrer og forhøjet blodtryk, advarer overlæge.

Spiser du meget af det her? Så er der desværre dårligt nyt. (Foto: Shutterstock)
Udgivet Opdateret

De senere år har det været mere end almindeligt meget på mode med en proteinrig kost. Masser af kød, skyr, ost og proteinrige frugter har ligget på mangt en tallerken landet over.

Men det tyder på, at en proteinrig diæt måske slet ikke er så sund, som vi går og tror. Det skriver Diabetesforeningen på deres hjemmeside, hvor en overlæge advarer mod at spise for mange proteiner.

Overlægen er Peter Marckmann, der er specialist i nyresygdomme og arbejder på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Han fortæller, at for mange proteiner risikerer at skade nyrerne og kan føre til forhøjet blodtryk – og at det med, at en proteinrig kost er ih og åh så god for dig mest af alt er en myte:

–  Af en eller anden grund er det lykkedes at plante den her historie om, at vi mangler proteiner og vil blive sundere og stærkere, hvis vi får tilført ekstra. Men vi får rigeligt med proteiner i den almindelige kost og opnår ingen sundhedseffekt eller får ekstra muskler, når vi spiser ekstra mange proteiner, siger Peter Marckmann.

Kun steroidepumpede bodybuildere har brug for så meget protein

Ifølge Peter Marckmann får danskerne i dag allerede mere end rigeligt med proteiner. Ifølge ham skal hver dansker spise 0,8 gram protein pr. kilo, de vejer – og gennemsnitsdanskeren spiser i dag mere end det – 1,1 til 1,2 gram pr. kilo.

Derudover er proteiner rige på salt, og det kan derfor belaste blodtrykket – og får man medicin mod forhøjet blodtryk, vil for mange proteiner modvirke medicinen.

Derfor mener Peter Marckmann kun, at det er i helt ekstreme tilfælde, at en kost med så mange proteiner har værdi:

–  Kun hvis du er i bodybuildermiljøet og bliver dopet med steroider, kan du måske opnå en effekt ved at spise ekstra proteiner. Kroppen kan ikke selv udnytte ekstra proteiner, siger han.

Powered by Labrador CMS