Manchester United-stjerne sigtet for matchfixing

Ander Herrera. Foto: Wikipedia.
Udgivet Opdateret

Manchester United-spilleren Ander Herrera er sammen med blandt andre Atletico Madrid-anfører Gabi sigtet i en sag om mulig matchfixing i Spanien.

Det er anklageren i den spanske antikorruptionsenhed, der mandag har sigtet 41 personer – heriblandt de to førnævnte fodboldstjerner, der er fedtet ind i sagen på grund af deres fortid i Zaragoza.

Det er en nemlig en kamp fra 2011 mellem Zaragoza og Levante, der er genstand for den påståede matchfixing. På sidste spilledag vandt Zaragoza 2-1 over Levante, og det betød, at Zaragoza reddede sig fra nedrykning fra La Primera Division.

Alle spillere fra de to mandskaber er sigtede i sagen, ligesom den daværende Zaragoza-præsident, Agapito Iglesias, er det.

Ifølge anklageren har Levante-spillerne modtaget 965.000 euro (cirka 7,2 millioner kroner, red.) for at tabe kampen med vilje. Anklageren mener at vide, at Zaragoza først har udbetalt pengene til deres egne spillere og ansatte, som herefter har betalt pengene videre i kontanter til Levante-spillerne.

Powered by Labrador CMS