Mand fundet knivdræbt i have

En mand er blevet fundet knivdræbt i en have i det sydlige Aarhus. Beboeren i havens tilhørende hus er blevet anholdt.

Politiet fandt i nat en knivdræbt mand med flere sår i mave og hals. Arkivfoto
Udgivet Opdateret

En 47-årig kvinde er blevet anholdt og sigtet for manddrab, efter politiet torsdag morgen mellem halv to og to fandt en livløs mand i en have i det sydlige Aarhus.

Manden var blevet stukket flere gange med kniv i hals og mave. En ambulancelæge erklærede hurtigt manden for død.

Da politiets betjente ankom til adressen, hvor den livløse mand lå, traf de også anmelder – husets 47-årige kvindelige beboer – og hun blev anholdt.

Politiet har natten igennem efterforsket sagen og har blandt andet foretaget vidneafhøringer og sporsøgning med hunde.

Den 47-årige kvinde er angiveligt en bekendt af den uidentificerede dræbte, og hun bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 11.30 i Retten i Aarhus. Her vil der være krav om varetægtsfængsling.

Newsbreak.dk har forsøgt at træffe den centrale efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, men det har endnu ikke været muligt.

Powered by Labrador CMS