Mand ramt af skud: I kritisk tilstand

En 29-årig mand blev torsdag aften ramt af skud under et slagsmål på gaden i Brabrand. Han er nu indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

Udgivet Opdateret

En 29-årig mand er i kritisk tilstand efter han sent torsdag aften blev ramt af skud.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi fik klokken 23.04 torsdag aften en anmeldelse om, at blev affyret skud på Inger Christensens Gade ved Gudrunsvej i Brabrand, og at en person var blevet ramt. Flere patruljer kørte til stedet, men da de kom frem, var episoden overstået.

Det viste sig, at den 29-årige var kørt til skadestuen. Her ventede politiet, der anholdt fem mænd, som ankom sammen den sårede mand.

Bliver nok løsladt

Alle fem, der er mellem 20 år og 27 år blev anholdt, men de vil formentlig blive løsladt, når de er blevet afhørt, da der umiddelbart ikke er grundlag for at sigte dem i sagen.

-Vi tager det særdeles alvorligt, når der bliver affyret skud på åben gade, og derfor har vi også sat alle sejl ind for at opklare sagen hurtigst muligt. Vi har i løbet af aftenen og natten afsøgt gerningsstedet, vi har foretaget ransagninger og adskillige afhøringer, og vi er i fuld gang med efterforskningen for at finde ud af, hvad der præcist er sket, og hvem der var involveret. Men det er endnu for tidligt at konkludere, om det er banderelateret, eller om der ligger et personopgør bag, oplyser politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen i pressemeddelelsen.

Mobil politistation

Fredag omkring klokken 15 kører Østjyllands Politis mobile politistation til Brabrand, hvor de lokale borgere kan få en snak med betjentene.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, som har set skudepisoden, eller som har oplysninger, der kan føre til gerningsmændene.

Har du oplysninger kan du ringe på telefonnummer 114 eller henvende dig til den mobile politistation eller en anden politistation.

Powered by Labrador CMS