Mand smadrer patruljevogn i biljagt

En 30-årig mand fra Esbjerg blev i nat anholdt efter en dramatisk biljagt.

Det var her på Egernsundvej i Sønderborg, den flygtende mand hamrede ind i en patruljevogn. Foto: Google Maps.
Udgivet Opdateret

En 30-årig mand fra Esbjerg var natten mellem mandag og tirsdag ikke helt enig i, at han skulle stoppes af en politipatrulje.

En patrulje fra Syd- og Søndrjyllands Politi så omkring midnat en bil og en fører, man gerne lige ville se nærmere på.

– Den møder ham på på Dybbøl Slienvej i Sønderborg, siger Bjørn Pedersen, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Manden i bilen havde ikke lyst til at tale med betjentene, så han trykker på speederen og forsøger at slippe væk.

– Han kører ad Flensborg Landevej mod Dybbøl Banke, siger Bjørn Pedersen.

Man får hurtigt en ekstra patrulje til hjælp, hvis bil placeres tværs over vejen.

– Den holder på tværs på Egernsundvej – klar til at tage imod, siger vagtchefen.

Betjentene i dén vogn var forudseende nok til at forlade den inden mødet med den flygtende bilist.

– Han kører direkte ind i den, siger Bjørn Pedersen.

Muligvis påvirket

Herefter var det ingen sag for Syd- og Sønderjyllands Politi at anholde manden.

– Nu er han her, og så skal vi have en lille snak med ham, siger Bjørn Pedersen.

Hvorfor manden flygtede, vides derfor ikke på nuværende tidspunkt, men det mistænkes, han kan have været påvirket på den ene eller anden måde.

– Vi har i hvert fald taget en blodprøve fra ham, siger vagtchefen.

Ingen personer kom noget til ved sammenstødet. Værre gik det dog med bilerne, der trods den relativt lave fart begge blev forholdsvis skadede.

Powered by Labrador CMS