Mansplaining-hotline: Endnu en svensk feministkamp

Bliver du udsat for mansplaning? Så kan du ringe til ny hotline.

Mange kvinder bliver udsat for nedladende forklaringer på arbejdspladsen. Det vil Sveriges største fagforening nu gøre noget ved.Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Udgivet Opdateret

Sveriges største fagforening Unionen har i denne uge en kampagne mod “mansplaining”. Som en del af kampagnen er der blevet oprettet en midlertidig hotline, hvor man kan ringe ind, hvis man bliver udsat for nedladende forklaringer på arbejdspladsen.

– Mansplaining er når, en mand forklarer noget til en kvinde, hun ikke har bedt om eller allerede ved mere om end manden. Gjort på en nedladende måde, der får hende til at se mindre kompetent ud, end hun egentlig er.

Sådan lyder forklaringen på fænomenet fra fagforeningen, der fortsætter:

– Det er et symptom på, at mænd generelt har større faglig selvtillid end kvinder. Det kan igen til dels forklare, hvorfor mænd tjener mere end kvinder, forfremmes hurtigere end kvinder og så videre. Det er noget de fleste af os, uanset køn, synes er uretfærdigt og ønsker at ændre.

Kampen er for begge køn

Selvom udtrykket indeholder ordet “man” (engelsk for ‘mand’), understreger fagforeningen, at den nye hotline er for alle. Den er for både mænd og kvinder, der oplever eller lægger mærke til problemet.

– Kampagnen har ikke til formål at pege fingre, men at øge bevidstheden blandt os alle, uanset køn, om dette fænomen og forhåbentlig begynde en fælles forandring. Man kan ringe til hotlinen, hvis man har været udsat for mansplaining eller selv mansplainer. Men også omkring andre former for dominans, står der på fagforeningens hjemmeside.

Det er en hotline, hvor alle kan ringe ind for at spørge om mansplaining, komme med sine egne erfaringer og måske få tips til, hvordan man kan opføre sig for at få en mere inkluderende arbejdsplads.

– Mansplaining er en dominansteknik, der både kan kobles til manglen på lighed og diskriminering på arbejdsmarkedet. Vi håber at kunne bidrage med en diskussion og hjælpe til en forandring til mere inkluderende arbejdspladser, siger Marina Åman fra Unionen.

Hvad er mansplaining?

Udtrykket “mansplaining” er sammensat af ordene “man” og “explain”. Det blev populært i 2008 efter forfatteren og historikeren Rebecca Solnit udgav et essay med titlen “Mænd forklarer mig ting”, og dækker over de situationer, hvor mænd forklarer kvinder ting på en nedladende måde.

I Solnit’s essay, der for alvor startede diskussionen, beskriver hun en personlig oplevelse til en fest. Her insisterede en mand, at forklare hende “en meget vigtig bog” han havde hørt om uden at indse, at det var hende, der var forfatteren til selv samme bog.

Det lader til, at mange kvinder og mænd kunne rulle med øjnene og nikke genkendende til situationen, og på den måde blev et nyt ord skabt. I 2010 var det på New York Time’s liste over årets ord og i 2014 blev det tilføjet til den online version af Oxford Dictionairies, der beskriver ordet således:

– En mand der forklarer noget til nogen, typisk en kvinde, på en nedladende måde.

Kilde: Wikipedia &Oxford Dictionaries

Hotlinen er åben resten af ugen fra 10 til 16 på nummeret 08-504 15 500.

Powered by Labrador CMS