Medarbejder finder håndgranat på genbrugsplads

Det er anden gang på et halvt år, der er indleveret en håndgranat her.

Udgivet Opdateret

Der bliver afleveret lidt af hvert på landets genbrugspladser.

En håndgranat hører dog alligevel blandt sjældenhederne.

Ikke desto mindre var det netop sådan en, der lørdag før middag lukkede genbrugspladsen i Varde.

Det oplyser Din Forsyning på sin Facebook-side.

Artiklen fortsætter under videoen

– En medarbejder ser den står der, siger Betina Lund Lauridsen,. kundecenterchef ved Din Forsyning, til Newsbreak.dk.

Ammunitionstjenesten, EOD, og Rullemarie blev derfor tilkaldt.

– Vi har en fast procedure, når sådan noget sker. Vi har jo prøvet det før, siger Betina Lund Lauridsen.

Også i august 2019 blev en håndgranat indleveret samme sted.

– Og vores medarbejdere er jo ikke uddannet til at se, om den er ægte eller en attrap, siger Betina Lund Lauridsen.

EOD kunne dog hurtigt konstatere, at granaten var sprængt – og derfor ikke udgjorde en frae.

På Facebook-siden kommer Din Forsyning derfor med disse – lidt humoristiske – opfordringer:

– Vil du gerne af med håndgranater, mortérgranater, miner eller bomber, så kontakter du lige politiet. Også selvom det er en, som morfar har brugt som brevvægt de sidste 50 år.

– Vores personale er ikke uddannet til at se, om det er attrap, en fuser eller en potentiel livsfarlig granat. Afleverer du en attrap, så sig det lige til personalet. Det vil være en kæmpe hjælp.

Åben igen

I første omgang blev det anslået, at pladsen skulle være lukket til søndag, men klokken 13.30 kunne Din Forsyning meddele, at den var genåbnet.

Derfor kunne man altså resten af dagen køre forbi og aflevere til småt brandbart. Hvor håndgranater altså ikke hører ind under.

– Det vigtigste er, der ikke er kommet nogen til skade, siger Betina Lund Lauridsen.

Powered by Labrador CMS