Medie: Mette Frederiksen slagter Frank Jensen

53 medlemmer af Socialdemokratiet svarer, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ifølge TV2 konkluderet, at tidligere overborgmester i København Frank Jensen har opført sig krænkende overfor en række kvinder, der har anklaget ham for seksuelt krænkende adfærd. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Ifølge TV2 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sendt et brev til hver af de kvinder, der har anklaget tidligere overborgmester i København Frank Jensen (S) for seksuelt krænkende adfærd.

S-formanden skriver ifølge TV2, at det er “vanskeligt at nå til anden konklusion, end at den beskrevne adfærd må anses for at være seksuelt krænkende”.

Det er partiformandens konklusion efter at have læst sagsfremstillingen fra det advokatfirma, der har undersøgt sagen.

Ledelsen har fejlet

Samtidig erkender Mette Frederiksen ifølge TV2, at ledelsen i Socialdemokratiet har fejlet. Tv-stationen er i besiddelse af et af brevene, hvor Mette Frederiksen skriver:

– Vi har ikke været gode nok til at løfte den ledelsesopgave. Det er din oplevelse en stærk påmindelse om. Nu har vi som parti trukket en streg i sandet, og herfra er spillereglerne ændret.

Det fremgår ikke af TV2’s historie, præcis hvornår i forløbet Mette Frederiksen mener, at partiets ledelse har fejlet.

Trak sig i oktober

Frank Jensen trak sig 19. oktober som overborgmester i København som konsekvens af anklagerne. Sagen stod ifølge Frank Jensen i vejen for hans arbejde som overborgmester.

Da han trak sig, erkendte han, at han havde krænket kvinder, men fastholdte at hans retssikkerhed ikke var blevet håndhævet i håndteringen af anklagerne.

Kone langede ud efter partiet

Frank Jensens kone, Jane Frimand Pedersen, gjorde det efterfølgende klart, at hun mente, at hendes mand var blevet ofret af Socialdemokratiets top.

Udtalelserne kom i et interview med KøbenhavnLIV efter, at Frank Jensen havde trukket sig som overborgmester i København som konsekvens af flere sager om seksuelle krænkelser.

– Det (Frank Jensens fratrædelse, red.) her giver jo den effekt, at nu kan de lægge låg på alle de andre sager, fordi nu har de ofret Frank.

– Der kan også være folk, der har politiske ambitioner om at overtage hans embede, men som ikke har kunnet blive valgt på demokratisk vis, sagde hun.

Jane Frimand Pedersen siger til mediet, at hun ikke ved, hvem der står bag det, hun ser som en konspiration.

– Jamen, jeg ved jo ikke, hvem det er. Jeg kan bare sige, at sådan noget kan ikke lade sig gøre, hvis ikke ledelsen eller det øverste system i Socialdemokratiet er inde over, sagde hun.

Advokatordning

Sagen betød, at Socialdemokratiet blandt andet oprettede en advokatordning, hvor medlemmer kunne henvende sig om oplevelser om seksuelt krænkende adfærd.

Der blev også lavet en medlemsundersøgelse.

Tirsdag aften kunne partisekretær Jan Juul Christensen i en besked til partimedlemmer fortælle, at 53 personer har svaret i den medlemsundersøgelse, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år.

Det inkluderer både mænd og kvinder.

Powered by Labrador CMS