Medie: Nu kommer de sidste feriepenge

I morgen kan det blive ganske vist, at danskerne får mulighed for at hæve de sidste feriepenge.

Finansminister Nicolai Wammen (S) ventes onsdag at præsentere en aftale, der skal sætte gang i dansk økonomi under coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix
Udgivet Opdateret

Finansministeriet forventer, at der onsdag bliver præsenteret en aftale om økonomisk stimuli – altså en pakke, der skal hjælpe med at øge aktiviteten i dansk økonomi for at afbøde konsekvenserne af coronakrisen.

– Finansminister Nicolai Wammen ventes at præsentere aftalen med aftalepartierne ved et doorstep på stengangen i Finansministeriet i løbet af de kommende timer, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvad en aftale ventes at indeholde.

Til og med tirsdag i denne uge kunne danske lønmodtagere bede om at få en del af deres indefrosne feriepenge udbetalt. Det var muligt at få tre ud af fem ugers feriepenge udbetalt.

Ritzau erfarer, at de sidste to ugers indefrosne feriepenge vil kunne blive udbetalt med den aftale, der ventes præsenteret onsdag.

85 procent fik udbetalt feriepenge

I første omgang benyttede 2,3 millioner lønmodtagere chancen og bad om at få deres feriepenge udbetalt. Det svarer til 85 procent af lønmodtagerne.

Det betød, at i alt 51,6 milliarder kroner blev udbetalt.

Det oplyste LD Fonde, der forvalter pengene, i en pressemeddelelse tidligere onsdag.

I juni besluttede et flertal i Folketinget at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge. Det skulle sparke gang i økonomien efter coronakrisen. Udbetalingen begyndte i slutningen af september.

13.500 i snit

Lønmodtagerne har i gennemsnit fået udbetalt knap 13.500 kroner efter skat. Det er især de 20-35-årige, som har fået udbetalt pengene.

Der er cirka 700.000 personer, som har valgt at lade deres penge stå. De har samlet ni milliarder kroner til gode. Det er primært folk mellem 50 og 60 år, der har ladet pengene stå til pensionsalderen.

Det er særligt de blå partier anført af Venstre, som har presset på for at alle feriepengene skal ud til danskerne.

Foruden blå blok har eksempelvis også regeringens støtteparti Enhedslisten talt for at få feriepengene ud i folks lommer.

Powered by Labrador CMS