Meghan: -Jeg har ikke mobbet

- Hertuginden er trist over det seneste angreb på sin person, siger hendes advokater i en erklæring

Udgivet Opdateret

I denne uge har den engelske avis The Sunday Times skrevet flere artikler baseret på anonyme kilder om, at hertuginde Meghan, der er gift med britiske prins Harry, skulle være omdrejningspunktet i en sag om mobning på Kensington Palace, dengang parret boede på slottet i hjertet af London.

Angiveligt skulle hertuginden have presset flere ansatte til tårer, og to assistenter skulle have sagt op på grund af hendes opførsel.

Sagen skulle ligge tilbage i 2018, men blev ifølge The Sunday Times’ anonyme kilder aldrig undersøgt.

Beskyldningerne bliver nu blankt afvist af hertugindens talsperson i en erklæring, som blandt andet mediet E! News bringer.

– Hertuginden er trist over det seneste angreb på sin person, især som én, der selv har været offer for mobning, og som er dybt engageret i at støtte dem, der har oplevet smerte og traumer.

– Hertuginden er fast besluttet på at fortsætte sit arbejde med at skabe medfølelse rundt om i verden, og hun vil fortsætte med at stræbe efter at være et eksempel på en, der gør det rigtige og gør det gode.

Prins Harry bekræftede i 2016 sit forhold til hertuginden, der dengang bar det borgerlige navn Meghan Markle og arbejdede som skuespiller.

Det skete i en erklæring, hvor han langede kraftigt ud efter flere tabloidmedier for at være sexistiske og racistiske i deres artikler om hende.

Beskyldningerne om mobning er kommet frem få dage inden, at parrets omdiskuterede interview med Oprah Winfrey bliver sendt på amerikansk tv.

Et interview, der angiveligt vil kaste lys over det drama og den debat, der har været omkring især hertuginde Meghan, kort efter at hun blev gift med prins Harry i 2018.

39-årige hertuginde Meghan og 36-årige prins Harry valgte at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus i begyndelsen af 2020.

Beslutningen kom i kølvandet på en eskalerende konflikt mellem parret og især de britiske tabloidmedier.

Parret og sønnen Archie er siden flyttet til den amerikanske delstat Californien, hvor hertuginden kommer fra.

Det fulde interview med Oprah Winfrey bliver vist søndag den 7. marts på tv-stationen CBS.

Powered by Labrador CMS