Melder klart ud om omskæring

Det vil være en stor fejl at indføre et forbud mod rituel omskæring af drengebørn, lyder det fra et flertal af folkekirkens biskopper. De frygter for konsekvenserne af at kriminalisere jødisk praksis

Det handler om åndsfrihed og frisind, siger Peter Skov-Jakobsen, biskop i København, der som flere andre biskopper finder det forkert at indføre et forbud mod omskæring af drengebørn. (Arkivfoto). Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

En fejltagelse. Et slag mod religionsfriheden. Beskæmmende.

Med disse ord advarer folkekirkens biskopper mod det forbud mod omskæring af drengebørn, som for tiden bliver diskuteret livligt.

Det står klart, efter at Kristeligt Dagblad har kontaktet alle 10 biskopper for at høre deres holdning til dilemmaet, der af flere beskrives som en kriminalisering af jødedommen. Viborg Stifts biskop, Henrik Stubkjær, er en af dem:

– Jeg synes, der er en manglende forståelse for, hvad et forbud betyder for det jødiske samfund og dele af det muslimske. Ritualet er en central del af den jødiske religion, og jeg vil advare mod et forbud. Danmark bliver ikke et mere demokratisk eller rigere land, hvis det viser sig, at jøderne ikke kan være i landet uden at blive kriminaliseret, siger han.

Henrik Stubkjær bakkes op af Roskilde Stifts Peter ­Fischer-Møller, der udtaler sig i lignende vendinger.

Også biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, er skeptisk:

– Det er en fejltagelse at lave et forbud på baggrund af den øjeblikkelige folkestemning. Det er en del af Grundloven, at vi har religionsfrihed, og forbuddet er mig bekendt ikke udsprunget af et generelt ønske fra de pågældende trossamfund. Tværtimod. For mig at se handler det om respekten for andres religiøse overbevisninger, den respekterer vi og værner om. Vi skal ikke give jøderne en grund til at forlade Danmark, fordi vi som enegængere i verden kunne finde på at indføre et forbud, siger Lise-Lotte Rebel.

Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, var i 2015 medunderskriver på en erklæring imod et forbud fra gruppen Jødisk-Kristent-Muslimsk Forum i København adresseret til Folketingets politikere.

– Hvis du spørger mig, om jeg går ind for omskæring, siger jeg nej, det har vi i kirken ikke gjort i 2000 år. Men jeg vil ikke et øjeblik sætte spørgsmålstegn ved min jødiske eller muslimske nabos adgang til den skik. Det her handler om åndsfrihed og frisind. Du behøver ikke at være bange for, om det er forsvarligt, for det er det. Hvis omskæring på nogen måde ikke var det, ville det hele forholde sig helt anderledes. Også blandt jøder, siger den københavnske biskop, som bakkes op af Roskilde Stifts Peter Fischer-Møller, der udtaler sig på lignende måde.

Powered by Labrador CMS