Melder ud om flere feriepenge

Nattens aftale om hjælpepakker byder ikke på mulighed for flere feriepenge til danskerne.

Udgivet Opdateret

Yderligere udbetaling af feriepenge blev ikke en del af den brede politisk aftale om udvidet og forlænget hjælp til erhvervs- og kulturlivet for over otte milliarder kroner, der blev indgået sent tirsdag aften.

Det fortæller Ventres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til B.T. efter forhandlingerne.

– Det er Venstre rigtig ærgerlig over. Vi havde gerne set, at vi havde besluttet at udbetale de sidste to ugers feriepenge nu. Derfor vil Venstre fremstætte et beslutningsforslalg i Folketingssalen, siger Troels Lund Poulsen til B.T.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger til Ekstra Bladet, at der vil blive indkaldt til nye forhandlinger om feriepengene i november.

– Når det ikke bare lige er at udbetale feriepengene, så er det fordi, at vi lige har udbetalt feriepenge i oktober måned.

– Vi læner os op af den sagkundskab, som Nationalbanken er kommet med. Derfor handlede de her forhandlinger ikke om feriepenge, siger han til Ekstra Bladet.

Herunder kan du blive klogere på, hvordan du får udbetalt de frigivne feriepenge.

Sådan får du feriepengene

En stor del af de danske lønmodtagere kan anmode om at få udbetalt en del af deres indefrosne feriepenge.

Pengene blev låst, da en ny ferielov blev indført, og skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension.

Men nu udbetales de i to rater. Det skal være med til at sparke gang i forbruget under coronakrisen.

Men hvordan får du pengene udbetalt? Det kan du blive klogere på her:

* Har man pengene til gode, kan det ses og bestilles via borger.dk, hvor man logger ind med NemID.

* Her vælger man ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere. Enkelte grupper vil dog skulle ansøge via en blanket.

* Herefter vil man kunne se, hvor meget man kan få udbetalt. Beløbet vil være før skat. Det vil blive trukket, når de udbetales.

* Nogle arbejdsgivere har dog indbetalt feriemidlerne til en feriekasse, så der allerede er betalt skat.

* Pengene svarer til 12,5 procent af ens ferieberettigede løn i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020.

* Derefter skal man bekræfte en Tro & Love-erklæring om, at de oplysninger, man har givet, er korrekte, inden pengene kan bestilles, og man får en kvittering i sin e-Boks.

* Få dage efter modtager man et brev om, hvor mange penge der udbetales, og hvornår det sker.

* Der går op til syv hverdage, inden pengene tikker ind på ens NemKonto.

* Anmodes der ikke om at få pengene udbetalt, bliver de stående i LD Fonde. De udbetales automatisk ved folkepensionsalderen, eller hvis man forlader arbejdsmarkedet inden og her beder om dem.

* Feriepengene modregnes ikke i ens offentlige ydelser.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet, borger.dk.

I galleriet ovenfor kan du desuden blive klogere på, hvor meget du bør få udbetalt afhængigt af din indtægt.

Powered by Labrador CMS