Minister: EU-dom vigtig for ny finansiering

Newspaq
Udgivet Opdateret

Newspaq
Newspaq

 

Transportministeren glæder sig over EU-afgørelse, der dømmer statsfinansiering af Øresundsforbindelsen lovlig.

Transportminister Magnus Heunicke kalder det “en helt fundamentalt vigtig sejr for Danmark”, at EU-Kommissionen har afgjort, at de såkaldte statsgarantier, som Danmark og Sverige har givet til selskabet bag Øresundsforbindelsen, er lovlige.

For det er ud fra samme model, at Femern Bælt-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland skal finansieres.

– Femern Bælt-forbindelsen vil også blive finansieret på grundlag af statsgarantimodellen. Jeg er derfor glad for afgørelsen og ser frem til dialogen med Kommissionen om Femern Bælt-projektet, siger han i en pressemeddelelse.

Transportministerens udmelding kommer, efter at EU-Kommissionen har afvist en klage fra rederiet Scandlines Øresund, der er ejet af Stena Line og Scandlines.

Rederiet mener, at statsstøtten er med til at forvride konkurrencen, men det har EU-Kommissionen nu underkendt. Afgørelsen har været undervejs i en længere årrække.

– Scandlines og den private kapitalfond, der ejer Scandlines, har kastet om sig med beskyldninger mod vores danske statsgarantimodel, men disse anklager er nu faldet til jorden som en våd karklud, siger Heunicke.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS