Mobil-sjusk: Politiet uddeler klip i tusindvis

Fra 10. september 2019 kostede det et klip at bruge mobilen under kørslen. Det har knap 7.000 måttet erkende.

Udgivet Opdateret

Det skulle have været 1. januar, men på grund af interne it-problemer lykkedes det først at indføre mere end ni måneder senere.

Fra 10. september 2019 skete det så: Brug af håndholdt mobil under kørsel koster – udover bøden på 1.500 kroner og en donation til offerfonden på 500 – et klip i kortet.

Den lange ventetid bevirkede, at mere end 15.000 bilister på den måde slap for det klip.

– Vi vil selvfølgelig gerne have, at systemet virker hurtigst muligt. Men systemet skal være helt færdigt, således der ikke opstår fejl, når det tages i brug. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan sige, at vi har en dato, hvis alt virker, som det skal, sagde Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, dengang og refererede altså til 10. september.

Og siden dag har politiet haft godt gang i saksen.

Artiklen fortsætter under videoen

Fra ovennævnte dato og frem til 15. januar har politiet uddelt klip og bøde til 6814 bilister. Det viser tal fra Rigspolitiet ifølge JydskeVestkysten.

“Til sammenligning blev 22.500 personer ifølge tv2.dk sigtet for at bruge håndholdt mobil i trafikken sidste år”, skriver avisen.

Trodser faren

I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har lavet, svarer 36 procent af 1.509 adspurgte bilister, at de læser beskeder eller mails på mobilen, selvom de kører bil.

Svaret skal samtidig ses i det lys, at flere end ni ud af 10 i samme undersøgelse svarer, at de synes, det er farligt, når andre bilister bruger håndholdt mobil, mens de kører bil.

– Det er jo bemærkelsesværdigt, at bilisterne godt kan se, at det er farligt at bruge mobilen bag rattet, når det er andre, der gør det, men at de alligevel selv kigger på den en gang imellem, har Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Uopmærksomhed i dødsulykkene

Noget tyder på, det er nødvendigt. For konklusionen i “Den Udvidede Dødsulykkestatistik” for året 2017, som Vejdirektoratet offentliggjorde i december 2018 er, at uopmærksomhed og manglende orientering var involveret i 61 procent af dødsulykkerne i trafikken.

Når man spørger danskerne om, hvad de laver bag rattet, er resultatet ikke altid opløftende læsning. I undersøgelsen om danskernes vaner bag rattet, er der mange eksempler på risikabel brug af mobilen, der let kan skabe ulykker eller farlige situationer, skriver Rådet.

Du kan i galleriet over artiklen se, hvad bilister har svaret, de bruger tid på.

Powered by Labrador CMS